Nyt Fairtrade-program mod børnearbejde

Fairtrade International og Fairtrade Afrika har netop lanceret et nyt program, som skal hjælpe Fairtrade-certificerede kakaokooperativer i Elfenbenskysten og Ghana med at komme børnearbejde og tvangsarbejde i kakaoindustrien til livs.

Fairtrade International og Fairtrade Afrika har netop lanceret et nyt program, som skal hjælpe Fairtrade-certificerede kakaokooperativer i Elfenbenskysten og Ghana med at komme børnearbejde og tvangsarbejde i kakaoindustrien til livs.

I det seneste årti er forekomsten af børnearbejde i kakaoproduktionen steget. Ifølge en rapport fra 2020 arbejder flere end 1,5 millioner børn i alderen 5 til 17 år på kakaofarme i Elfenbenskysten og Ghana. Det kalder på et akut behov for initiativer til at komme børnearbejde til livs.

Sådan et initiativ har Fairtrade International netop lanceret med det nye program Fairtrade Child Labor and Forced Labor Prevention and Remediation Programme. Programmet kommer til at uddele midler til initiativer fra Fairtrade-certificerede ansøgere, der fokuserer på nødvendige, men ofte underfinansierede tiltag for at styrke børns rettigheder og stoppe skadeligt børnearbejde i kakaoindustrien.

”Der har været stor opmærksomhed på at overvåge og finde sager om børnearbejde i kakaosektoren – særligt i Elfenbenskysten og Ghana. Det er også nødvendigt. Men det er ikke nok til virkelig at nå til roden af problemet. Med det nye program er det vores mål at støtte producentorganisationer, så de kan investere i forebyggelse – såsom forbedring af uddannelse – og afhjælpe i tilfælde af børnearbejde. I bund og grund skal vi hjælpe børn og deres familier med at skaffe ressourcer, så de ikke er afhængige af skadeligt børnearbejde i deres råvareproduktion,” siger Edward Akapire, som er direktør for Fairtrade Afrikas Vestafrika-netværk.

Fairtrade-standarderne forbyder allerede udnyttende børnearbejde, og certificeringsfirmaet FLOCERT overvåger regelmæssigt, om standarderne bliver overholdt. Men intet certificeringssystem kan garantere, at et produkt er fuldstændig frit for børnearbejde. Selvom mange kooperativer har et overvågnings- og afhjælpningssystem på plads, kan de opleve at mangle ressourcer til at indføre flere og dyrere forebyggelses- og afhjælpningsforanstaltninger for at komme børnearbejde til livs.

Aktører i Fairtrades forsyningskæde kan støtte programmet

Fairtrades nye program mod børnearbejde finansieres i første omgang med 3,5 millioner kroner fra Fairtrade Tyskland, Fairtrade Østrig, Fairtrade Max Havelaar Schweiz og andre Fairtrade-organisationer. Programmet vil blive udvidet med yderligere finansiering.

Programmet giver eksportører, importører, producenter, brands og detailhandlere i Fairtrades kakaoforsyningskæder mulighed for at støtte producentorganisationer med at håndtere og afhjælpe børnearbejde og tvangsarbejde, hvilket er et nyt krav i Fairtrades kakao-standard.

Det nye krav træder i kraft den 1. juli 2023 og gælder for forsyningskæder, der opererer i højrisikoområder, herunder Elfenbenskysten og Ghana. Virksomheder, der køber kakao på massebalancevilkår, hvilket betyder, at kakaoen kan blandes, efter den er eksporteret, og fremtidige købere ikke kender det specifikke kooperativ, der producerede den, kan også bidrage til programmet for at opfylde kravet i Fairtrades standarder.

Forebyggelsesaktiviteter, som forbedring af adgangen til kvalitetsuddannelser for børn og indkomstskabende aktiviteter, der giver fattige familier en supplerende indkomst, er eksempler på områder, som kakaokooperativerne kan søge om støtte til. Innovative projektideer, baseret på kooperativernes erfaringer og prioriteter, er også et vigtigt aspekt i programmets finansieringskriterier.

Fairtrade forventer, at programmet vil give støtte til omkring ti forslag i det første år. Et ledelsesudvalg kommer til at følge og evaluere de finansierede projekter for at vurdere effektiviteten af projekterne og samtidig dele erfaringer fra dem. Udvalget består blandt andet af Matthias Lange, som er administrerende direktør for organisationen International Cocoa Initiative (ICI), som er dedikeret til at fjerne børnearbejde i kakaosektoren og en vigtig projektsamarbejdspartner.

“Vi erkender, at programmet ikke kan dække alle behov for investeringer i aktiviteter for forebyggelse og afhjælpning af børnearbejde. Det vil dog hjælpe nogle kooperativer med at finansiere projekter, som de anser for de mest presserende på vejen til at udrydde børne- og tvangsarbejde og give en værdifuld læring til eventuelt at udvide projekterne. Med kombinationen af programmet og kravet om, at alle aktører i kakaoforsyningskæden skal støtte kooperativerne, er vi overbevist om, at vi kan fremskynde positive forandringer, der kommer alle til gode,” siger Jon Walker, som er seniorrådgiver på kakao hos Fairtrade International.

Læs mere om Fairtrade indsats mod børnearbejde

Nye aktiviteter kan give en ekstra indkomst til lokale kakaoproducenter

Gennem projektet kan kakaokooperativerne søge om støtte til aktiviteter, som forebygger børnearbejde. Det kan blandt andet være at sikre børnene bedre adgang til kvalitetsuddannelse og nye aktiviteter, der kan give de enkelte familier en ekstra indkomst ved siden af kakaoproduktionen.

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)