Fairtrade-roser fra Kenya har et mindre klimaaftryk, når man sammenligner med roser fra Holland. Det gælder også, når der tages højde for transporten til Europa. Det bekræfter en ny undersøgelse.

En ny undersøgelse, Life Cycle Assessment Cut Roses, viser, at Fairtrade-roser fra Kenya har en lavere klimapåvirkning målt på tværs af alle de analyserede miljøområder, fx energiforbrug, udledning af drivhusgasser og eutrofiering af vand, end roser produceret i Holland. Og det på trods af, at roserne fra Kenya er transporteret til Schweiz med fly eller skib.

Undersøgelsen, som er udarbejdet af det globale konsulent- og forskningsfirma Intep for Fairtrade Max Havelaar Schweiz og den schweiziske supermarkedskæde Migros, er en opfølgning på en lignende undersøgelse fra 2018.

Ifølge den nye undersøgelse, vejer energiforbruget (el- og naturgasforbrænding) og udledningen af drivhusgasser tungest for de hollandske roser. Begge dele skyldes kunstig belysning og opvarmning af drivhusene. Energiforbruget i rosenproduktionen i Kenya er lavere, da lys og opvarmning sker ved naturlig varme og sollys. Undersøgelsen konkluderer at energiforbruget for kenyanske roser, som transporteres med skib, er 22 gange lavere end for konventionelle hollandske roser, mens aftrykket for kenyanske roser, transporteres med fly, er 6,4 gange lavere end for hollandske roser.

Det glæder Fairtrade-mærkets direktør Camilla Erika Lerberg.

”Jeg er glad for, endnu en gang, at få bekræftet, at Fairtrade-roser er det mere bæredygtige valg. Og at valget siden 2018 er blevet endnu bedre fordi Fairtrade-roseproducenterne har sat endnu mere turbo på en mere klimavenlig produktion. Undersøgelsen viser jo også, at bæredygtighed ikke kun skal måles på transport. Hvad der er et fornuftigt køb for vores klode, er mere nuanceret,” siger Camilla Erika Lerberg.

Sikrer levebrød for flere tusinde kenyanske familier
Selvom transporten med fly står for den største udledning for Fairtrade-roser fra Kenya, særligt når det gælder drivhusgasser, er udledningen stadig 2,9 gange lavere end udledningen fra hollandske roser, mens forskellen ved skibstransport er 21 gange lavere for kenyanske Fairtrade-roser.

Sammenligner man tab af biodiversitet, har Fairtrade-roserne transporteret med fly også mindre påvirkning end de hollandske, da transporten på land mindskes.

Blomster er en vigtigt Fairtrade-kategori og populær blandt forbrugere, især omkring faste årlige begivenheder som Valentinsdag, der venter lige om hjørnet. Ifølge de seneste data sælges omkring en milliard Fairtrade-blomsterstængler og planter hvert år på verdensplan, hvor arbejderne i 2022 tjente mere end 56 millioner kroner i Fairtrade Premium – et tillæg de typisk investerer i at forbedre levebrødet for dem selv og deres familier og forholdene i lokalsamfundet.

I Kenya er der 48 Fairtrade-certificerede blomster- og planteproducentorganisationer, der beskæftiger mere end 38.000 arbejdere.

”Gennem vores forbrug kan og bør vi investere i at udvikle verdens landbrug for at skabe grobund for flere ressourcer, ny viden og engagement i den lokale beskyttelse af miljøet og bekæmpelse af klimaforandringer. Stopper vi med at handle med hinanden alene på baggrund af transportregnestykket, lader vi millioner af producenter i verden i stikken. Derfor er det også vigtigt at tænke over, hvilke roser vi køber – fx på Valentine’s Day,” siger Camilla Erika Lerberg.

Fairtrade-roser i galopperende vækst på det danske marked
I Danmark er afskårne roser endnu den eneste type Fairtrade-blomster, som er på markedet. Ifølge Danmarks Statistik bliver der hvert år importeret mellem 20 og 30 millioner afskårne roser i herhjemme. Salget af Fairtrade-roser lå i 2021 på godt fire procent af det samlede salg af roser i Danmark. I 2022, som er de nyeste tal på området, var det steget til 37 procent.

”Den udvikling, vi har set på det danske marked de seneste år, er fantastisk. Det viser, at både handlen og forbrugerne har taget det større regnestykke til sig. Det er jeg superglad for, og jeg sender dem en kæmpe tak. 37 procent er rigtig flot, men jeg drømmer selvfølgelig om svenske tilstande, hvor salget af Fairtrade-roser ligger omkring 80 procent, siger direktør for Fairtrade-mærket Camilla Erika Lerberg.

Nøgletallene for de hollandske roser er samlet ud fra eksisterende litteratur, mens produktionsdata om Fairtrade-roser er indsamlet direkte fra fem Fairtrade-producentorganisationer i Kenya.

Læs hele rapporten

Fairtrade-roser vækster i Danmark

Ifølge Danmarks Statistik bliver der hvert år importeret mellem 20 og 30 millioner afskårne roser i herhjemme. Salget af Fairtrade-roser lå i 2021 på godt fire procent af det samlede salg af roser i Danmark. I 2022, som er de nyeste tal på området, var det steget til 37 procent.

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)