Konstante kriser truer lokale Fairtrade-producenter
Lokale Fairtrade-certificerede producenter har større økonomisk modstandskraft og er mere bæredygtige end ikke-Fairtrade-certificerede. Det viser en ny rapport, som netop er offentliggjort. Men undersøgelsen peger også på, at det er vigtigt at holde fast i den etiske handel i krisetider, hvis fremskridtene ikke skal gå tabt.
Vi taler alle om dem – de stigende priser på byggematerialer, brændstof og fødevarer. Krisen i Ukraine har taget over, hvor corona slap, og truslen fra klimaforandringerne hænger fortsat over hovedet på os alle sammen. Det gør det dyrt at være forbruger. Og det gør det dyrt at være producent.
På den gode side viser en ny undersøgelse lavet af Fairtrade Tyskland og Fairtrade Østrig i samarbejde med Mainlevel Consulting, at i en tid med flere globale kriser står småproducenter, der er en del af Fairtrade-certificerede producentorganisationer, stærkere end ikke Fairtrade-certificerede organisationer. Det gør sig gældende inden for økonomisk robusthed, sociale forhold, beskyttelse af miljø, klimatilpasning og driften af de lokale producenters fælles organisationer – også kaldet kooperativer. Og det gør sig særligt gældende i krisetider.
Undersøgelsen, Assesing the Impact of Fairtrade on Poverty Reduction and Economic Resilience through Rural Development, viser, at Fairtrade-standarder, Fairtrade-priser og Fairtrades støtteprogrammer har en positiv indvirkning på certificerede lokale producenter og deres lokalsamfund, når man sammenligner med ikke-Fairtrade-certificerede producenter. De lokale producenters økonomiske situation er forbedret i form af øget indtjening, stærkere sikkerhedsnet og øget opsparing. I et specifikt tilfælde rapporterede lokale kaffeproducenter fra det Fairtrade-certificerede La Florida-kooperativ i Peru om 50 procent højere indkomster end hos ikke-Fairtrade-certificerede nabokooperativer.
En verden med kriser truer Fairtrade-gevinsterne
Rapporten peger dog også på væsentlige udfordringer, som risikerer at underminere de fremskridt, som lokale Fairtrade-producenterne har opnået, og som truer deres levebrød. Gevinsterne ved Fairtrade-systemet falder under det stigende pres fra globale katastrofer som klimaforandringer, COVID-19 og indkøbspriser på landbrugsprodukter, der er for lave til at dække producentens stigende omkostninger til dagligdag og drift. Rapporten advarer om, at fremskridt i retning af at reducere fattigdom vil gå i stå og endda muligvis gå tilbage, hvis de lokale producenter ikke får bedre betaling for deres råvarer.
Den viden skal omsættes til handling, mener direktør for Fairtrade-mærket i Danmark, Camilla Erika Lerberg.
– Rapporten giver os en afgørende indsigt i den positive effekt, Fairtrade-systemet har, og hvordan Fairtrade-certificeringen gør en reel forskel i de lokale producenters liv. Fairtrade virker. Det giver de lokale producenter et sikkerhedsnet og skaber mere stabilitet i produktionen og husholdningsbudgettet. Men rapporten viser også, at det er nu, vi skal holde fast i den sociale ansvarlighed. De stigende priser rammer også produktionen for småproducenter syd for Sahara. Og den rammer dem hårdt. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med at handle etisk og køber varer til en pris, der sikrer de lokale producenter en fair og stabil indtægt, siger Camilla Erika Lerberg.
Forsyningskæden skal løfte et større ansvar
Rapporten peger på flere løsninger for at styre udviklingen mod en sikker fremtid for råvarer som bananer, kaffe og kakao. Bedre priser for lokale producenters råvarer, så betalingen understøtter de reelle leveomkostninger, er en af dem. Finansiering og støtte til omlægning, modernisering og bedre forvaltning af produktionen er en anden.
– Fra vores minimumspris og Premium-tillæg til vores klimaakademi har Fairtrade omfattende løsninger på de eksistentielle trusler. Men virksomheder og regeringer er nødt til at gøre mere. Ellers kan de lokale producenter ikke leve af deres produktion, og vi risikerer at se, at de helt opgiver at drive deres landbrug, siger Camilla Erika Lerberg.
Hun understreger, at småproducenter i Afrika, Latinamerika og Sydøstasien ikke har luft til at operere med prisloft eller andre midlertidige greb i deres produktion.
– Rapporten opfordrer os som Fairtrade-organisation til at holde fast i vores stærke støtte til de lokale producenter og deres produktionsudvikling og vores mulighed for at skabe opmærksomhed hos både handlen og forbrugerne. Jeg kan ikke opfordre kraftigt nok til at købe Fairtrade-certificerede varer, så vi fortsat kan have kaffe og bananer i butikkerne. Krisen rammer os alle nu, og derfor har det aldrig været vigtigere end i dag, at vi handler med omtanke for verdens udsatte producenter, siger Camilla Erika Lerberg.
Positive Fairtrade-sideeffekter
I undersøgelsen er de samme producentorganisationer blevet analyseret tre gange i løbet af det seneste årti. Fairtrade-kooperativerne, som er med i undersøgelsen – et kakaokooperativ fra Ghana, et kaffekooperativ og tre banankooperativer fra Peru – er blevet analyseret sammen med ikke-Fairtrade-producenter af samme størrelse og beliggenhed for at sikre, at produktionerne er sammenlignelige.
Ifølge undersøgelsen står Fairtrade-kooperativerne også stærkere inden for ’good governance’, hvor elementer som gennemsigtighed og demokratisk beslutningstagen slår ud. Derudover styrker ’good governance’ bæredygtigheden, da det gør kooperativerne bedre i stand til at træffe og gennemføre miljømæssige, sociale og økonomiske beslutninger.
Sammenlignet med deres ikke-certificerede kolleger, registrerer lokale Fairtrade-producenter også flere fordele på tværs af sociale indikatorer, herunder ligestilling mellem kønnene og sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen.
Se hele rapporten.
Læs mere om Fairtrade-mærkets minimumspriser og Premium-tillæg.
Afgørende sikkerhedsnet
Fairtrade-mekanismerne minimumspriser og Premium er et afgørende sikkerhedsnet for de lokale producenter, deres producentorganisationer og i sidste ende også deres lokalsamfund. I krisetider bliver det tydeligt, at Fairtrade øger de lokale producenters økonomiske modstandskraft og støtter dem i at fortsætte deres erhverv.
– Tatjana Mauthofer, forsker ved Mainlevel Consulting og medforfatter til undersøgelsen.