Hun vil sikre fair handel i hele verden

Camilla Erika Lerberg har siden januar 2019 været direktør for Fairtrade-mærket Danmark. Et job, der har fokus på at påvirke detailhandlen, producenter og forbrugerne i Danmark til at vælge råvarer og produkter, som er produceret og handlet på fair vis, så danskernes forbrug kan være med til at bekæmpe fattigdom, børnearbejde, korruption og dårlige arbejdsforhold blandt verdens udsatte lokale producenter.

Camilla Erika Lerberg drømmer om at skabe en version 2.0 for global handel, som er gennemsyret af respekt og ordentlighed. Hvor forbrugerne betaler den pris, som råvaren reelt koster at producere, så de lokale producenter rent faktisk kan leve af deres arbejde.

Dermed har Camilla Erika Lerberg stillet sig i spidsen for en organisation, hvor der ikke nødvendigvis sættes flueben hver dag. Det er et langt og sejt træk, som skal gøre forbrugerne mere bevidste om, hvad de putter i kurven, og hvor detailhandlen gør det muligt at købe varer, som er produceret og handlet med hensyn til både mennesker og miljø.

”Selvom vi skriver 2022, foregår der stadig en stor udnyttelse af verdens små producenter. Det er dem, der betaler prisen for, at vi kan købe en banan til to kroner. Prispresset på de millioner af lokale producenter, som producerer skattede råvarer som kakao, kaffe og bananer er enormt. Hvis vores verden skal være bæredygtig, skal vi handle ordentligt med hinanden og betale en fair pris for vores varer. Det er det eneste rigtige at gøre. Og gør vi det, tror jeg virkelig, at vi ret hurtigt kan gøre verden til et meget bedre sted – fra nord til syd,” siger direktøren for Fairtrade-mærket, som også sikrer klimatilpasning, omlægning til økologi og beskyttelse af den lokale biodiversitet i produktionen af råvarer.

Skal holde motivationen høj og ilden i øjnene tændt

I sit virke som direktør for Fairtrade-mærket i Danmark arbejder Camilla Erika Lerberg for at få så mange Fairtrade-certificerede varer sat på hylderne i de danske butikker som muligt. Ifølge Camilla Erika Lerberg er opgaven, at fair handel skal blive et pejlemærke for, hvordan og hvad man handler. Og for at få det til at ske ligger der ledelsesmæssigt en vigtig opgave i at holde humøret højt på Fairtrade-kontoret på Christianshavn.

”Det er en udfordring at arbejde med så langsigtede mål, og det kan jeg skrive under på, at det er at afskaffe fattigdom. Derfor er det en vigtig opgave for mig som leder at holde motivationen høj og ilden i øjnene tændt hos vores dygtige medarbejdere i en hverdag, hvor de problemer, vi sammen skal løse, ikke bliver fikset fra den ene dag til den anden,” siger Camilla Erika Lerberg.

Før Camilla Erika Lerberg tiltrådte stillingen som direktør for Fairtrade-mærket Danmark, var hun chef for CSR og kommercielle partnerskaber hos Red Barnet i 14 år, efter at have været juridisk sagsbehandler hos Dansk Flygtningehjælp i to år. Hun bor i Vanløse sammen med sin mand og deres otteårige datter. Fritiden bruges på alt fra kolde fadøl med veninderne, hygge med familien og tid til ro.

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)