For femte år i træk samler Fairtrade den danske dagligvarehandel om at gøre fair valg synlige og tilgængelige i hverdagsindkøbet.

Hvor Fairbruary tidligere primært har været drevet af digitale aktiviteter og udvalgte samarbejder, er der i år for første gang samtidig opbakning fra alle de store dagligvarekæder. Dermed udvikler Fairbruary sig fra en kampagne initieret af Fairtrade Mærket Danmark til et fælles brancheinitiativ.

Samarbejdet omfatter deltagelse fra alle Coops kæder – SuperBrugsen, Brugsen, Kvickly og 365discount – samt Netto, REMA 1000 og Lidl.

Fairbruary 2026 har ikke til formål at ændre forbrugernes vaner radikalt, men at gøre det fair valg synligt og let tilgængeligt i hverdagsindkøbet – på tværs af butikker og indkøbssituationer.

I hele februar opfordrer vi danskerne til at vælge varer, hvor producenterne får en mere retfærdig betaling, og hvor der er taget hensyn til mennesker og miljø i produktionen,” siger Camilla Erika Lerberg, direktør i Fairtrade Mærket Danmark.

Ambitionen er at gøre ansvarlige valg lettere at træffe i det daglige indkøb – uden at det kræver ekstra tid, viden eller særlige forudsætninger.

I praksis handler Fairbruary i dagligvarehandlen om at integrere Fairtrade i hverdagsindkøbet. Inden for en fælles Fairtrade-ramme fremhæver kæderne udvalgte produkter i eget sortiment, så ansvarlighed bliver konkret og synlig dér, hvor købsbeslutningen træffes.

Fokus er på velkendte basisvarer som kaffe, chokolade og frugt, hvor små valg i indkøbssituationen kan gøre en reel forskel for producenterne.

Fairbruary er en god anledning til vise, at ansvarlighed ikke behøver være kompliceret. Den kan begynde med en banan, en kop kaffe eller et stykke chokolade. Fairtrade har altid haft en særlig plads i vores sortiment, fordi logoet og budskabet er genkendeligt for vores kunder, der kan navigere efter det, når de handler dagligvarer,” siger Thomas Roland, chef for vareansvarlighed og kvalitet i Coop Danmark.

Også i discountleddet ses Fairbruary som et konkret greb til at koble pris, produkt og ansvarlighed:

“For os handler discount ikke kun om pris, men også om at tilbyde varer, som kunderne kan have det godt med at lægge i kurven. Med Fairbruary gør vi det nemt at vælge Fairtrade på nogle af de varer, der betyder mest i hverdagen,” siger Jonas Schrøder, direktør for kommunikation og ansvarlighed i Rema 1000.

I Netto kobles Fairbruary direkte til Valentine’s Day – en af februars mest salgs- og følelsesladede anledninger.

“Fairtrade er vigtigt i Netto, fordi det er med til at sikre bedre vilkår for de mennesker, der dyrker råvarerne. Samtidig gør certificeringen det nemmere for vores kunder at træffe et ansvarligt valg. Derfor giver det også rigtig god mening for os at støtte Fairburay, da februar er måneden for Valentine’s Day, hvor Netto er fyldt med Fairtrade-certificerede roser og chokolade, så man kan glæde andre og samtidig støtte en rigtig god sag,” siger Eline Marie Nielsen med ansvar for Brand, Digital & CSR i Netto.

Fairbruary gennemføres i hele februar og er en del af en international kampagne, som i år kører i syv lande. Fælles for markederne er ambitionen om at gøre fair handel til en naturlig del af hverdagsindkøbet – også når indkøbet er drevet af følelser, traditioner og særlige anledninger.

Lad os handle fair i februar.

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)