Flere fair producerede prisbaskere i din indkøbskurv, tak!
Af Camilla Erika Lerberg, direktør for Fairtrade-mærket Danmark.
Hånden på hjertet, ville vi ikke alle købe flere bæredygtige varer, hvis de var på forsiden af tilbudsavisen i vores lokale dagligvarehandel?
Lige nu vokser prisspændet mellem de billigste varer og de varer, som er produceret med hensyn til klima, miljø og mennesker, og det er en farlig udvikling, når der bliver stor forskel. Fordi vi som forbrugere så i langt højere grad vælger det billigere alternativ.
Det er også farligt, fordi vi taler om varer, som vi alle sammen køber til daglig, fx kaffe og bananer. Det er her, de store indkøb ligger, og det er her, det negative aftryk ude i verden er størst – både på de mennesker, som producerer vores kaffe, og for vores miljø og klima.
Råvarer som kaffe, kakao, bananer og sukker er i forvejen truet på grund af klimaforandringer og andre faktorer. Så vil vi have disse råvarer i fremtiden, er vi nødt til at passe bedre på dem.
Det går vi hver dag på arbejde i Fairtrade-mærket for at være med til at sikre. Og derfor bliver jeg nødt til at reagere på en fødevaresektor, der gang på gang sænker priserne på deres varer, og en stor dagligvareaktør, der netop har varslet priskrig i kæderne.
Jeg savner bund i alle de gode intentioner omkring ansvarlighed i fødevareproduktionen i en tid med pres på budgetterne. Derfor foreslår jeg, at vi vender tilbudsmodellen på hovedet: Jeg vil gerne opfordre den danske dagligvarehandel til fx at sætte flere af de certificerede varer på tilbud i stedet for at køre det discountræs mod bunden, som vi efterhånden er blevet vænnet til.
Kør tilbud på de ansvarlige varer
Hvorfor bliver dagligvarehandlen ved at køre prisbaskere på de billigste varer? Hvorfor ikke køre kampagner på varer, som er produceret med hensyn til klima, miljø og mennesker? Hvorfor ikke sætte kaffe, der er produceret under ordentlige vilkår, på tilbud for at hive kunder ind i butikken?
Jeg savner, at kæderne tager mere ansvar og viser mod – også for at skille sig ud. Gennem deres kampagner har de en stor kanal ud i samfundet og magten til at påvirke os alle. Det ville da give mening at tilbyde os forbrugere mere bæredygtighed for pengene – især fordi alle undersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil handle mere bæredygtigt. Lad os da gøre noget ved det.
Hvis man vil være frontløber på bæredygtighed i dagligvaresektoren herhjemme, bør man gå denne vej. Bonden har allerede fået sin pris for at dyrke råvaren under hensyn til klima og miljø. Hvordan butikkerne herefter prissætter varen, spiller ingen rolle for ham. Den beslutning er ene og alene op til kæderne.
Men skal vi gøre op med prisræs og pres på leverandører, så skal vi forbrugere også skifte fokus i vores indkøbsvaner.
Vi skal bakke op om sådan et paradigmeskifte og være villige til at putte flere af de varer, der er produceret med hensyn til mennesker og miljø ned i indkøbskurven. Gør vi det, opnår vi gevinster på flere fronter.
Debatindlægget er bragt i flere lokale og regionale medier i september og oktober 2023.
Lad os vende tilbudsmodellen på hovedet
Jeg savner, at kæderne tager mere ansvar og viser mod – også for at skille sig ud. Gennem deres kampagner har de en stor kanal ud i samfundet og magten til at påvirke os alle. Det ville da give mening at tilbyde os forbrugere mere bæredygtighed for pengene – især fordi alle undersøgelser viser, at forbrugerne gerne vil handle mere bæredygtigt. Lad os da gøre noget ved det.