Børnenes chokoladekalender kan være fyldt med fattigdom og unfair forhold

Af Camilla Erika Lerberg, direktør for Fairtrade-mærket Danmark.

Julen står for døren, og igen i år har vi hos Fairtrade Danmark været på jagt i dagligvarebutikkerne efter farvestrålende julekalendere, som har Fairtrade-mærket chokolade gemt bag de 24 små paplåger, der tæller ned til børnenes fest – juleaften.

Desværre har vi kun spottet enkelte Fairtrade-chokoladekalendere i butikkerne, som til gengæld bugner af chokolade-kalendere, som ikke har et Fairtrade-mærke på den julehyggelige emballage.

Jeg undrer mig over, at dagligvarebutikkernes handel med chokoladekalendere smager så lidt af fair lønninger og ordentlige arbejdsforhold. Hvor forsvinder kædernes, butikkernes og forbrugernes ansvarsfølelse hen, når det gælder julegodter? Vi lader op til hjerternes fest med chokolade, der kan være fyldt med fattigdom og dårlige arbejdsforhold, og som ikke er produceret med hensyn til klima, miljø og mennesker.

Fattigdom er roden til de fleste udfordringer i kakaoindustrien
Kakao dyrkes i varme og fugtige områder, primært i Vestafrika, hvor Elfenbenskysten er verdens absolut største producent og eksportør af kakao Cirka seks millioner mennesker verden over er afhængige af kakaodyrkning for at kunne forsørge sig selv.

De står over for en række store udfordringer, hvor lave indkomster er blandt de største. Mange kakaoproducenter tjener så lidt, at de ikke har råd til at investere i deres råvarer og produktion, og det fastholder dem i fattigdom. Samtidig er meget af magten i chokoladeindustrien samlet hos få store aktører, hvilket gør det svært for kakaoproducenterne at få en fair pris for deres råvarer.

Fattigdom er roden til langt de fleste af de store udfordringer, som vi stadig ser i kakaoindustrien. Børnearbejde, skovrydning og manglende ressourcer til at kunne klimasikre småproducenternes kakaofarme er følgevirkninger af den ekstreme fattigdom, som langt størstedelen af kakaofarmerne i Vestafrika lider under.

Vi skal vise vores børn vejen
Alle disse udfordringer kan vi være med til at vende, hvis vi betaler en mere fair pris for vores kakao. Det gælder også chokoladen, som vi køber til vores børn. Det ærgrer mig ekstra meget, at vi også misser den oplagte mulighed for at tale med vores børn om ansvarligt producerede råvarer. Vi bør vise vejen gennem vores handlinger og lære vores børn at blive bevidste og ansvarlige forbrugere, som tænker på både mennesker og miljø, når vi handler.

Hvis vi vil redde kakaoen og kakaoproducenterne, skal vi betale en mere fair pris for vores råvarer, så producenterne kan investere i deres produktion, og sikre den så både produktionen og farmerne overlever. I 2021 blev kun 4,8 procent af verdens kakao handlet på Fairtrade-vilkår, som blandt andet sikrer producenterne en fast minimumspris og et Premium-tillæg. Den procentdel skal meget højere op, hvis julechokoladen skal ligge godt i vores maver.

Debatindlægget er bragt i en række lokale og regionale dagblade i november og december 2025.

Læs mere om Fairtrade-kakao

Hvor bliver hensynet til mennesker og miljø af i børnenes julechokolade?

Jeg undrer mig over, at dagligvarebutikkernes handel med chokoladekalendere smager så lidt af fair lønninger og ordentlige arbejdsforhold. Hvor forsvinder kædernes, butikkernes og forbrugernes ansvarsfølelse hen, når det gælder julegodter?

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)