Børnearbejde
Fairtrade arbejder for at forbedre arbejds- og levevilkårene for verdens fattigste lokale producenter og på den måde skabe en mere fair verden, hvor børn ikke er tvunget til at arbejde under skadelige og farlige forhold – og hvor de har mulighed for at gå i skole. Fairtrade arbejder blandt andet for at opfylde FN’s Verdensmål om, at udrydde børnearbejde inden 2025.
Der findes mange årsager til, at børn arbejder. Dog er hovedårsagen fortsat fattigdom. Fairtrade arbejder med at forbedre økonomien for verdens udsatte lokale producenter. De lokale producenter skal kunne tjene en løn, de kan leve af, så de ikke er nødsaget til at sende deres børn ud for at arbejde i marken eller produktionen.
Børnearbejde og tvunget arbejde har altid været forbudt ifølge Fairtrades standarder.
Derfor skal du vælge Fairtrade
Når du vælger produkter med Fairtrade-mærket, er de produceret og handlet efter Fairtrades standarder. Det betyder blandt andet, at:
- Fairtrade forbyder brugen af farlige sprøjtegifte, forbyder børnearbejde, prioriterer sikkerhedsudstyr, fremmer ligestilling, arbejder mod diskrimination og uddanner lokale producenter i ansvarligt landbrug, hjælper med omlægning til økologi, bevarer biodiversiteten og passer på lokalmiljøet under produktionen.
- De lokale producenter får en stabil og mere fair mindstepris, der enten er på niveau med eller højere end verdensmarkedsprisen. Det giver producenterne overskud til at planlægge på længere sigt.
- Ud over prisen for råvarerne modtager de lokale producenter også et tillæg kaldet Fairtrade Premium. De lokale producenter i de enkelte kooperativer eller plantager bestemmer i fællesskab, hvad pengene skal bruges til.
- Fairtrade hjælper lokale producenter med at organisere sig i større kooperativer, der er baseret på det samme demokratiske grundlag som den danske andelstanke. Det handler i sidste ende om at styrke lokale producenters rettigheder og forhandlingsgrundlag.
- For at blive en del af Fairtrade skal de lokale producenter leve op til en række sociale og miljømæssige krav. Nogle af kravene skal de efterleve på forhånd, andre skal de tilpasse sig over en tidsperiode.
Fairtrade-mærket er din mulighed for at gøre en konkret forskel for lokale producenter i Asien, Afrika og Latinamerika.
Er Fairtrade en garanti mod børnearbejde?
Fairtrade-mærket kan ikke garantere, at råvarer er lavet uden børnearbejde, men vi arbejder målrettet for at udrydde farligt og ulovligt børnearbejde, og vi forbyder børnearbejde i Fairtrade-standarderne.
Hvis der konstateres overtrædelser af Fairtrades standarder mod brug af børnearbejde, sætter vi øjeblikkeligt gang i en undersøgelse, hvor hovedformålet er at beskytte de berørte børn.
Fairtrade samarbejder med et eksternt kontrolorgan, FLOCERT, som løbende har ansvar for at kontrollere, at Fairtrades standarder bliver overholdt, herunder at der ikke foregår børnearbejde. Desværre sker det, at de opdager børnearbejde , eller at Fairtrade får en henvendelse om, at der foregår børnearbejde hos en af vores producenter – som oftest er små familielandbrug. Når det sker, aktiverer Fairtrade International med det samme vores program for beskyttelse af børn og sårbare unge, hvilket betyder, at sagen undersøges til bunds.
Når vi finder børnearbejde, fratager vi ikke øjeblikkeligt den pågældende producent Fairtrade-certificeringen. Vi hjælper i stedet med at fjerne børn fra arbejdet og hjælper dem sikkert videre – samtidig med at familien og kooperativet får hjælp til at undgå, at børnearbejde sker igen.
Læs mere om kontrollen hos FLOCERT.
Hvad gør Fairtrade for at forebygge børnearbejde?
Fattigdom er hovedårsagen til børnearbejde. Fairtrade arbejder for at modvirke fattigdom gennem faste Fairtrade minimumspriser og Fairtrade Premium-tillæg, der forbedrer indkomst og levevilkår for de lokale producenter og deres familier. Premium-tillæg kan fx bruges til skoler, uddannelseslegater, sundhedsklinikker, løn, udvikling og investeringer i landbruget. Faste minimumspriser og Premium-tillæg er med til at forbedre mange lokale producenters indkomst.
Vi fastsætter prisen sammen med de lokale producenter, for hvis prisen er for høj i forhold til det øvrige marked, er der ingen, der vil købe de lokale producenters råvarer til Fairtrade-priser.
Fairtrade er i tæt dialog med børn, producentnetværk, NGO’er og lokale myndigheder for at fjerne årsagerne til og forhindre brug af børnearbejde. Vores arbejde involverer hele det lokalsamfund, hvor de lokale producenter og deres familier lever.
Hvad kan jeg gøre som forbruger?
Fairtrade arbejder hver dag for at hæve råvarepriserne, så udsatte lokale producenter og deres familier kan få en fair løn, som de kan leve af. En af de ting, du kan gøre som forbruger, er at træffe etiske og ansvarlige valg, når du handler, og på den måde bidrage til at udrydde børnearbejde. Når du lægger Fairtrade-mærkede varer i din indkøbskurv er vi en lille mundfuld tættere på at skabe en mere fair verden – også for børn i udsatte dele af verden.
Forbrugerrådet TÆNK har lavet en vejledning til, hvordan du som forbruger kan vælge dine varer med omtanke for både mennesker og miljø – for eksempel når du køber chokolade.
Fairtrade Danmark er medlem af Etisk Handel Danmark, som er Danmarks førende alliance for etisk handel med børnearbejde som et af de centrale fokusområder. Læs her hvordan Etisk Handel arbejder med at forhindre børnearbejde i globale leverandørkæder.
Mere om Fairtrades indsats mod børnearbejde:
Nyt Fairtrade-program mod børnearbejde i Vestafrika
Jagten på perfekte vilkår er ikke vejen frem
Husk nuancerne i kampen mod fattigdom og børnearbejde
Vi har alle et ansvar for at forebygge børnearbejde på kakaofarme