
Børnebeskyttelse slår rod på kaffefarmene i Honduras
Kaffekooperativet COCREBISTOL i Honduras, har været fast besluttet på at finde en varig løsning for at komme børnearbejde på deres farme til livs. For otte år siden startede de et projekt op, som skulle gøre det muligt at åbne et børnepasningscenter. Takket være støtte fra en mangeårig kaffeopkøber og donorer er projektet nemlig vokset støt og står som inspiration for andre kooperativer. I anledning af Verdensdagen mod Børnearbejde deler vi deres historie
Som i mange kaffeproducerende regioner er børnearbejde også udbredt i kaffeindustrien i Honduras. Da skoleferien falder sammen med høstsæsonen, betyder det, at mange børn ender med at bruge ferien på at arbejde på kaffefarmene – ofte under usikre eller uegnede forhold.
Det er en udfordring, som Cooperativa Cafetalera Reservas Biológicas Santa Teresa Ocotepeque Limitada (COCREBISTOL) besluttede sig for at gøre noget ved. Derfor iværksatte kooperativet et projekt med formål om at etablere center, hvor børn kunne deltage i lærings- og fritidsaktiviteter, mens deres forældre høstede kaffe.
“Vi lancerede det her projekt – som er meget meningsfuldt for os – under høsten i 2018-2019 ved at skabe velegnede opholdssteder, hvor børn kunne blive passet, imens deres forældre arbejdede. Vi kalder dem centre for børnepasning,” fortæller Marisol Velásquez, leder af COCREBISTOL.
I det første år oprettede kooperativet to børnecentre. Men de bemærkede, at nogle af børnene stadig arbejdede under høsten. Da de spurgte forældrene hvorfor, forklarede de, at selv om centret gav børnene et trygt sted at være, havde familierne stadig brug for den ekstra indkomst til at dække udgifter til skolematerialer og andre skoleomkostninger.
Fast besluttet på at løse problemet søgte kooperativet støtte fra deres forretningspartnere til at finansiere skoletasker, skoleartikler og skolestartsudgifter for de børn, der deltog i undervisningsforløbene i børnecentret. På den måde kunne familierne få de nødvendige ressourcer, uden at børnene behøvede at arbejde i kaffeplantagerne.
Kooperativet besluttede også at gøre mere. De uddannede forældre og kooperativets medlemmer i konsekvenserne af børnearbejde og gav dem redskaber til at fremme børnebeskyttelse.
“For os handler børnebeskyttelse ikke kun om at have børnene her i et klasselokale. Det handler også om, at deres forældre kender og respekterer børns rettigheder, forstår grænserne for et barns rolle i familien og ved, hvad et barn ikke kan gøre, fordi det kan udsætte dem for en risiko,” forklarer Marisol.
Siden 2018 har i alt 484 børn været en del af børnepasningscentrene. Hvert år i november, december og januar tager centrene imod cirka 48 børn, som får et trygt og passende sted at udvikle sig, mens deres familier arbejder med kaffehøsten. Gennem leg og undervisning lærer børnene samtidig om kaffeproduktion.
“Vi lærer børnene om kaffens verden og viser dem, at der er mange ting, de kan gøre, uden de behøver at gå på arbejde i så ung en alder,” understreger Marisol.
Langvarige handelsrelationer er afgørende for projektet
Projektet kunne ikke være blevet gennemført uden støtte fra Miko, en mangeårig kafferister fra Belgien og COCREBISTOLs vigtigste forretningspartner. Miko køber størstedelen af kooperativets kaffe og har også bidraget med midler til renovering af bygningen, hvor børnecentret holder til.
“COCREBISTOL er så meget mere end bare fremragende kaffe til en fair pris,” siger Stijn Michelsen, Director – Export & Green Coffee hos Miko. “De tager ikke kun hånd om deres medlemmer, men også om kaffehøsterne og deres børn. Og med samme engagement beskytter COCREBISTOL også naturens miljø. Det er et partnerskab, vi er ekstremt stolte af.”
Ringe i vandet på tværs af Honduras’ kaffefarme
Projektet har været til inspiration for andre organisationer, såsom CAFESCOR. I 2024 støttede COCREBISTOL organisationen CAFESCOR i at skabe deres eget børnebeskyttelsesprogram ved navn Niñez Corazón en Café, på dansk Barndommens hjerte i kaffe. Det har ført til oprettelsen af et legerum og en lejrskole, som har til formål at beskytte børn mod børnearbejde i høstsæsonen.
I 2025 delte begge organisationer deres erfaringer i Fairtrade-producentorganisationen CLAC. Det har ført til udviklingen af en ny undervisningsmodel kaldet 4A (Learning, Taking Ownership, Taking Action, and Looking to the Future). Undervisningsmodellen er tilgængelig for alle CLAC-medlemmer i Latinamerika og Caribien. Modellen fungerer som en trinvis guide til andre Fairtrade-kooperativer til selv at udvikle projekter med fokus på bl.a. køn og inklusion. Projekter der skal styrke ansvarlighed i kaffe-dyrkningskulturen op igennem barndommen og ungdommen.
Dette er gode eksempler på, at ét kooperativs drøm om at udrydde børnearbejde i deres lokalsamfund, har skabt ringe i vandet på tværs af kaffedyrkende Fairtrade- lokalsamfund både indenfor og udenfor landets grænser. Netop det er styrken ved samarbejde på tværs af Fairtrade-kooperativer og handelspartnere, når vi går sammen om at skabe forandring.
Læs mere om Fairtrade-kaffe
