Verdens kakaoproduktion er forbundet med ekstrem fattigdom, lave lønninger og dårlige arbejdsforhold. Fairtrade arbejder for at skabe en fair kakaoindustri.
Kakao er frugten bag chokolade, som er en af verdens mest populære delikatesser. Mens mennesker over hele verden elsker kakao, ville de ikke elske de udfordringer, mange af de mennesker, der dyrker den, står over for.
Kakao er en af verdens mest omsatte råvarer, og efterspørgslen er stigende. Til forskel fra mange andre råvarer, dyrkes kakao hovedsageligt i mindre familielandbrug.
Når du vælger Fairtrade-kakao og chokolade, støtter du arbejdet for en positiv forandring.
90 procent af verdens kakao dyrkes af lokale producenter og familielandbrug, hovedsageligt i Elfenbenskysten og Ghana.
Udfordringer i kakaoindustrien
- Udbredt fattigdom, skovrydning, ulighed mellem kønnene, børnearbejde og tvangsarbejde er vedvarende problemer i kakaoindustrien, som i sidste ende kan ødelægge den.
- Udbuddet af kakao er truet på grund af klimaforandringer og gamle kakaotræer med få afgrøder.
- Kakaohandel og chokoladeproduktion domineres af en håndfuld globale virksomheder.
Det gør Fairtrade
Fairtrade certificeringen kræver, at de enkelte lokale producenter går sammen i kooperativer, som de i fællesskab danner. Kooperativerne er demokratisk organiserede og styrker den enkelte lokale kakaoproducent og familien. I forhold til en enkeltstående lokal producent, kan et kooperativ være en mere professionel og magtfuld handelspartner, der kan forhandle bedre råvarepriser og handelsbetingelser.
Kooperativet er et samlingspunkt for viden om godt landbrug, og kan gøre indkøb og initiativer mere effektive, samt forbedre muligheden for at optage lån til nødvendige investeringer.
Konfektureindustrien er stærkt konsolideret, og Fairtrade arbejder med centrale aktører i branchen for at gøre det muligt for dem at købe store mængder ansvarlig produceret kakao. Mere salg betyder flere fordele for de lokale producenter.
The West Africa Cocoa Programme
I 2016 iværksatte Fairtrade International The West Africa Cocoa Programme, med det formål at skabe stærkere og mere fair kakaokooperativer af de Fairtrade-certificerede familielandbrug i Ghana og Elfenbenskysten.
Projektet har fokus på styrkerne ved organisering og kooperativerne modtager blandt andet træning i Fairtrade-standarderne, herunder områder som demokratisk beslutningstagning om anvendelse af Fairtrade Premium-midler og retfærdige kontrakter, der gør kooperativerne til mere social retfærdige forretningspartnere - hvilket tilsammen skaber mulighed for en bedre indkomst.
Kakaoproduktion og børnearbejde
Børn skal gå i skole og ikke arbejde, der findes desværre mange årsager til, at børn arbejder. Dog er hovedårsagen fortsat fattigdom. Børnearbejde i verdens fattige lande forsvinder ikke fra den ene dag til den anden.
Fairtrade arbejder for at forbedre økonomien for lokale producenter, der bor i nogle af verdens mest udsatte områder. De lokale producenter skal kunne tjene en løn, de kan leve af, så de ikke er nødsaget til at sende deres børn ud og arbejde i marken eller produktionen. Børnearbejde og tvunget arbejde har altid været strengt forbudt ifølge Fairtrades standarder.
Fairtrade-mærket garanterer ikke, at din kakao er lavet uden børnearbejde, men vi garanterer, at vi hver dag arbejder på at forhindre og stoppe farligt og ulovligt børnearbejde.