Mød Fairtrades nye kaffeekspert

I marts tiltrådte Monika Firl som Global Product Manager for kaffe i Fairtrade International. Gennem sine flere end 25 år i branchen har hun oplevet ’fødslen’ af Fairtrade-kaffe og set markedet for ansvarlig og bæredygtig handel brede sig. De første ti år af sit arbejdsliv stod hun side om side med småbønder i Mellemamerika og lærte om særlige sorter og sporbarhed, og hun så, hvordan bøndernes produktion udviklede sig.

Hun har også fulgt bøndernes udfordringer fra frø til kop på nært hold – lige fra ekstreme markedsudsving til afgrødesvigt på grund af klimaforandringer. Og hun har oplevet, hvordan den økonomiske risiko ofte lægger sig på den enkelte landmands skuldre.

I 2000 flyttede hun til Montreal, hvor hun fortsatte sit arbejde i kaffeindustrien hos bl.a. CoopCoffees.

Monika Firl håber, at hun med sin store erfaring inden for kaffeproduktion og -handel kan bringe et 360-graders perspektiv med til Fairtrade-systemet.

”Dit kaffevalg har direkte indflydelse på millioner af bønders liv. Vælger du Fairtrade-kaffe, giver det bønderne mulighed for at investere i de mest bæredygtige produktionsmetoder og at træffe kollektive beslutninger for udviklingen i både produktion, lokalsamfund og den enkelte familie. Du er med til at fremme en større social og økonomisk retfærdighed. Dit valg er med til at sende et stærkt signal til omverdenen.

”Hos Fairtrade-mærket Danmark glæder vi os til samarbejdet med Monika Firl og ser frem til at trække på hendes store viden om hele værdikæden i kaffeproduktionen og dele den med vores kunder.”