Husk nuancerne i kampen mod fattigdom og børnearbejde

Fairtrade og Dansk Erhverv inden åbent samråd: Husk nuancerne i kampen mod fattigdom og børnearbejde.

Af Camilla Erika Lerberg, adm. direktør i Fairtrade Danmark og Jakob Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Politikere og forbrugere må ikke dømme på baggrund af overskrifter og dermed underminere en god løsning i jagten på den perfekte, skriver Fairtrade og Dansk Erhverv inden åbent samråd om afsløringer af børnearbejde på Fairtrade-certificerede plantager.

På tirsdag er der samråd i Folketingets Udenrigsudvalg om prisen på kakao, der betales til Fairtrade-certificerede kakaoproducenter.

Det er Enhedslisten og SF, der har kaldt ministeren i samråd på baggrund af nogle artikler i mediet Danwatch.

Hvis vi som forbrugere og politikere gerne vil bidrage til en mere fair verdenshandel, er det vigtigt, at vi får hele historien med og ikke træffer beslutninger eller dømmer på baggrund af hurtige overskrifter, der underminerer det bedste, vi har, i jagten på det perfekte.

“Skal vi løfte verdens lokale kakaoproducenter ud af fattigdom, kræver det en fælles indsats på tværs af hele forsyningskædens aktører – helt ud i butikkerne, hvor også forbrugerne skal acceptere, at kakao produceret under mere fair forhold koster mere.” – Camilla Erika Lerberg og Jakob Zeuthen. Hhv. adm. direktør i Fairtrade og miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Kakao skal koste mere

Fairtrade har den højeste minimumspris på kakao af alle certificeringsordninger. Men hvordan kan det så være, at mange Fairtrade-certificerede kakaoproducenter fortsat er fattige?

Fairtrade aftaler prisen i samarbejde med de lokale producenter – for at den stadig kan være konkurrencedygtig. Ellers vil kakaoindustrien ikke købe kakaoen.

Sidste år hævede Fairtrade minimumsprisen med 20 procent, hvilket betød, at salget af Fairtrade-kakao faldt med 11 procent – simpelthen fordi opkøbere hellere vil købe det billigere et andet sted. Når det sker, er de lokale producenter tvunget til at sælge deres kakao uden Fairtrade-mærket – og den lavere markedspris er med til at fastholde dem i fattigdom.

Skal vi løfte verdens kakaoproducenter ud af fattigdom, kræver det en fælles indsats på tværs af hele forsyningskædens aktører – helt ud i butikkerne, hvor også forbrugerne skal acceptere, at kakao produceret under mere fair forhold koster mere.

Fairtrade vil fortsætte med at kæmpe for at få hævet priserne på verdens kakaomarked. I dag er det kun cirka otte procent af den kakao, der bliver købt i Elfenbenskysten, der bliver solgt på Fairtrade-vilkår.

Det tal skal mangedobles, hvis vi skal have en chance for at bekæmpe den fattigdom, som blandt andet er årsagen til børnearbejde. Så løsningen er ikke at købe mindre mærket kakao, men mere.

Ingen garantier mod uacceptabelt børnearbejde

Ingen virksomheder, certificeringsordninger eller organisationer kan garantere, at børnearbejde ikke foregår i produktionen eller i forarbejdningsprocessen af råvarer.

Og der findes desværre meget børnearbejde i verdens fattige lande. Derfor vil selv de bedste og mest anerkendte mærker møde udfordringer – også med børnearbejde, når de opererer i nogle af verdens fattigste områder.

Ideen med uafhængig kontrol fra eksterne kontrolorganer er netop ikke at udøve selvkontrol, ej heller at have indflydelse på kontrollen.

Dermed kan Fairtrade på en troværdig måde identificere og rette op på uacceptable forhold som for eksempel børnearbejde – hvilket især er vigtigt i vanskelige og fattige områder, som i kakaoindustrien i Elfenbenskysten, hvor lokale myndighedsstrukturer er svage.

Men vi skal huske på, at kontrol alene ikke udrydder børnearbejde i verden. Vi skal forebygge og udvikle bæredygtige løsninger og alternativer. Det kræver, at vi alle tager vores del af ansvaret og finder løsninger sammen, som gør en forskel.

Mediet Danwatch besøgte i alt seks familiefarme i juni 2020. I maj 2020 leverede 129.000 familiefarme kakao til i alt 217 Fairtrade-certificerede kooperativer i Elfenbenskysten.

Debatindlægget er bragt på Altinget Udvikling den 20. august 2020.

Fairtrade samarbejder med FLOCERT

Fairtrade har en forpligtelse til at sikre troværdig kontrol, for uden dette falder tillid og opbakning til mærket blandt forbrugerne. Det er Fairtrade fuldt bevidst om, og derfor samarbejder Fairtrade med et eksternt kontrolorgan, FLOCERT, som skal sikre faste og troværdige procedurer.

Tilmeld dig Fairtrade-mærkets nyhedsbrev

Navn(Påkrævet)