Hvad er biodiversitet og hvordan arbejder Fairtrade for at bevare den?

Begrebet biodiversitet er for alvor blevet et buzzword, men hvad er det egentlig det betyder, hvorfor er det så vigtigt, og hvordan arbejder Fairtrade for at bevare den?

I leksikonet Den Store Danske er biodiversitet beskrevet som:

Mangfoldigheden af levende organismer”.

Biodiversiteten siger altså noget om, hvor stor en mangfoldighed eller variation, der er af forskellige arter i naturen, herunder planter, dyr og bakterier.

Biodiversitetens betydning
Men hvorfor er biodiversiteten vigtig, og hvorfor er det blevet et centralt begreb? Vi mennesker er afhængige af de økosystemer, som naturen har brugt tusinder af år på at finjustere. En arts udryddelse kan igangsætte en dominoeffekt, som kan betyde, at vi ikke kan få renset vores jord, vand eller ilt og heller ikke få bestøvet vores planter og afgrøder – dermed kan vi ikke få mad på bordet. Den omtalte biodiversitetskrise er en trussel for millioner af menneskers eksistensgrundlag.

Vi mennesker er selv en af de største trusler mod biodiversiteten. Det skyldes måden vi dyrker jorden på og overudnytter den ved fx skovrydning. Dertil kommer klimaforandringer, forurening og invasive arter. Derfor er måden, hvorpå vi producerer vores afgrøder afgørende.

Hvad gør Fairtrade for biodiversiteten?
Biodiversitet er et selvstændigt punkt i Fairtrades standarder. Et tab af biodiversitet kan forringe hele produktionssystemet, fordi de fordele den medfører vil gå tabt – herunder forbedret vandbevarelse, jordens frugtbarhed, mulige alternative afgrøder og som hjemsted for arter, der naturligt holder sygdomme og skadedyr væk fra afgrøderne.

Desuden fungerer de naturlige økosystemer også som en buffer i forhold til klimatilpasning – og så kan de være med til at reducere klimaforandringerne.

Fairtrades standarder arbejder med biodiversitet på flere punkter:

  • Fairtrade stiller blandt andet krav om, at man som producent skal undgå negativ påvirkning af beskyttede områder
  • Bønder må ikke bidrage til skovrydning eller ødelægge planteliv i kulstoflagrende økosystemer eller beskyttede områder.
  • Man skal være med til at forebygge og forhindre skovrydning ved hjælp af forskellige procedurer. Det kan fx være ved at fremme implementeringen af positive produktionspraksisser gennem vidensdeling, træning eller ved at omlægge til bæredygtige landbrugspraksisser.
  • Samtidig skal kooperativer også gøre indsatser for at beskytte og forbedre biodiversiteten – indsatserne skal kunne fremlægges og måles. Det kan fx være ved at identificere og implementere løsninger på kerneproblemer med biodiversiteten i det pågældende område. Det kan også være ved at informere bønderne om vigtigheden af biodiversitet og træne dem i konkrete teknikker, der beskytter den.
  • Såkaldte bufferzoner, zoner der er sat i verden for at beskytte biodiversiteten, spiller også en central rolle. Fairtrade stiller krav til, at der opretholdes bufferzoner omkring vandområder og mellem produktionsområder og områder med høj bevarelsesværdi – beskyttede eller ej. Det er heller ikke tilladt at benytte pesticider, farlige kemikalier eller gødning i bufferzonerne.

Når du vælger Fairtrade-mærkede produkter, bidrager du til en mere fair verden for mennesker og for miljø – og så er du med til at beskytte biodiversiteten under produktionen af produkter som chokolade, bananer, kaffe og roser.