Ben & Jerry’s betaler nu bønderne en endnu højere pris for deres kakao

I mange år har Ben & Jerry’s valgt at bruge Fairtrade-certificerede ingredienser til deres populære is. Nu intensiverer den amerikanske isgigant deres sociale ansvar ved at betale en endnu højere pris for kakao, og er dermed med til at sikre bedre levevilkår for de 5.000 bønder, der producerer kakao til isen.

Usikker kakaoproduktion, usikker indkomst

De fleste kakaobønder er afhængige af deres høst og den indtægt, der følger med. Desværre er kakaoproduktion skrøbelig og den påvirkes let af udefrakommende omstændigheder, som bønderne ikke kan kontrollere. Det gælder fx skiftende vejr og svingende markedspriser. Dertil kommer store udfordringer med rigtig dårlige arbejdsforhold og børnearbejde i kakaoindustrien. Den gennemsnitlige kakaobonde tjener mindre end 1 $ om dagen, hvilket er under halvdelen af, hvad det kræver at opretholde en leveløn.

Ekstra 3,7 mio. kroner over det næste år til kakaobønder

De 5.000 bønder, der leverer kakao til Ben & Jerry’s is, kan se frem til at få en endnu højere pris for deres kakaobønner. Ben & Jerry’s har nemlig besluttet at betale yderligere 600.000 $ svarende til mere end 3,7 mio. danske kroner over det næste år til deres Fairtrade-certificerede kakaobønder. Et beløb, der strækker sig ud over Fairtrade minimumsprisen for kakao og den Fairtrade Premium, Ben & Jerry’s i forvejen betaler til bønderne. På den måde er Ben & Jerry’s med til at skabe bedre levevilkår for kakaobønderne, og den forhøjede pris på kakao kan være med til at sikre, at flere bønder opnår en leveløn.

Det er ikke nyt, at Ben & Jerry’s bruger Fairtrade-certificerede ingredienser, så hvis du kender til deres is, og har lagt mærke til det blå og grønne logo, er der en god forklaring. Siden 2006 har Fairtrade-certificeret sukker indgået i isen, ligesom bananer, vanilje, kakao og kaffe er blevet føjet til listen over Fairtrade-certificerede ingredienser. Nu går Ben & Jerry’s yderligere ind i kampen for en bæredygtig produktion, der både tilgodeser miljøet og bøndernes arbejdsforhold og levevilkår.

Kakao er kun begyndelsen

Ben & Jerry’s ønsker på sigt at skabe samme muligheder for de øvrige Fairtrade-bønder, der leverer bananer, sukker, vanilje og kaffe til isproduktionen. De har valgt at starte med kakao-produktionen af to særlige grunde:

  1. Kakao er en af de vigtigste hovedingredienser til de litervis af chokoladeis Ben & Jerry’s producerer, og det er altså for kakaobønderne, de kan gøre den største forskel.
  2. Kakaobønder er ekstra udsatte over for klimaforandringer og den svingende markedspris på kakao.

Sammen med Fairtrade skal isproducenten nu sikre, at de ekstra penge, de har forpligtet sig til at betale, skaber bedre levestandarder for kakaobønderne.

Artiklen findes i sin fulde længde på Fairtrade International’s hjemmeside her:

www.fairtrade.net/news/more-dough-for-cocoa-farmers

En løn du kan leve af

Siden 2012 har Fairtrade arbejdet for en fair leveløn – levelønnen skal sikre bønder verden over en indkomst, de kan leve af. Indkomsten skal altså ikke kun dække produktionsomkostninger, men også række til mad, vand, husholdning, uddannelse, sundhed, transport, tøj samt til en opsparing og uforudsete udgifter.

En leveløn er kort sagt en løn, du kan leve af. For mange kan begrebet ’leveløn’ være vanskeligt at forstå, fordi vi ofte antager, at en løn er tilstrækkelig til at dække vores grundlæggende behov. Men det gælder ikke for alle. En undersøgelse offentliggjort af Fairtrade sidste år viser, at ansatte i landbrugssektoren i lande med udbredt fattigdom i gennemsnit kun tjener 65 procent af det, vi kalder en leveløn.

Læs mere om leveløn her: www.fairtrade.net/issue/living-income