Din kaffe på farten bliver økologisk og Fairtrade

7 eleven kop

Hos 7-Eleven er kaffe ikke bare kaffe. Den 24. april lancerer kæden en ny kaffeoplevelse af højeste kvalitet. Den er økologisk og Fairtrade, og både bønner og mælk er nøje udvalgt af et eksperthold af baristaer.

Tre uvildige baristaer har testet og nøje udvalgt den kaffe, der vil være at finde i landets 7-Eleven-butikker fra slutningen af april. De tre baristaer fik til opgave at finde to bønnevarianter – en til filterkaffe og en til espressokaffe – der ikke kun er af højeste kvalitet, men også lever op til den smag af kaffe, som størstedelen af kaffedrikkende danskere elsker. Både den nye filterkaffe og de espressobaserede kaffevarianter er økologiske og Fairtrade-mærkede.

Hos Fairtrade er man særligt begejstret over den nye lancering, der gør kaffedrikkende danskere på farten mere bæredygtige.

- Vi forsøger hver eneste dag at få endnu flere til at vælge Fairtrade. Derfor giver det et kæmpe skub i den rigtige retning, når 7-Eleven med 187 butikker gør det nemt at drikke Fairtrade-kaffe i hele landet, siger Jonas Giersing, direktør for Fairtrade i Danmark.

Kopperne er desuden 100% plantebaserede, og kaffen taler dermed ikke kun til sanserne, men også til den gode samvittighed.

Højt proteinindhold sikrer perfekt cremet mælkeskum
I den gode kaffeoplevelse ligger ikke kun de friskmalede økologiske kaffebønner, men også den perfekt skummede mælk. Den har Morten Münchow, ekstern lektor hos Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet, udviklet i samarbejde med Naturmælk. 

- En mælk med højt proteinindhold giver små luftbobler, når den skummes, og det er netop de helt små bobler i mælkeskummet, der giver den cremethed til kaffen, som de fleste forbinder med en perfekt latte eller cappuccino, forklarer Morten Münchow.

Derfor bliver mælken specialdesignet ved iblanding af Jerseymælk, så den holder et stabilt, højt proteinindhold på 3,7%.

Noter af friske eksotiske frugter med eftersmag af kakao
Med to nye typer kaffe – filterkaffe og espressobaseret kaffe – er der både noget for dem, der elsker deres crema på espressoen og det lækre, bløde mælkeskum på toppen af deres cappuccino, og der er noget for dem, der foretrækker den gode sorte kop filterkaffe, der er den rene vare.

Filterkaffen er afbalanceret med en rund syrlighed og noter af tørret frugt og chokolade i eftersmagen. Bønnerne er fra Peru, Honduras og Mexico. Den espressobaserede kaffe er levende og fyldig med en dvælende syrlighed og afslørende noter af friske eksotiske frugter og kakao i eftersmagen. Espressobønnerne er fra Peru, Honduras, Nicaragua og Etiopien. Alle bønner er økologiske fra Fairtrade kooperativer, og mælken leveres af danske og økologiske Naturmælk

  • 7-Elevens nye Fairtrade og økologiske kaffe er i alle butikker fra 24. april
  • Fairtrade er en international mærkningsordning, som fremmer retfærdig handel med bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande
  • Mere end 1,6 millioner bønder og arbejdere er en del af Fairtrade-systemet