7 March, 2017

Fairtrade på hyldefremmarch

Hyldefremmarch
Af Emilie Pii, kommunikationspraktikant, foto: Line Falck

På ti år har det lille blågrønne mærke gjort stor fremmarch på supermarkedshylderne. Dengang var der omkring hundrede produkter, der kunne pryde emballagen med Fairtrade-mærket. I dag er der mere end 1.200!


Det er blevet mere end 1.200 gange lettere at være hverdagsaktivist i supermarkedet – lettere fordi der er blevet kortere mellem Fairtrade-produkterne på hylderne.

Du har måske mødt det før på din march gennem supermarkedets gange. Måske på dine bananer, din kaffe eller din kakao. Det lille mærke som vidner om, at det her produkt er lidt anderledes. Men Fairtrade kan meget mere end blot at kickstarte din morgen med glohed kaffe.

”Udvalget af Fairtrade-produkter spænder efterhånden både vidt og bredt, og du kan faktisk træffe et fair valg i mange flere tilfælde, end du måske egentlig er klar over,siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade.

Du kan for eksempel skrubbe din krop i brunt sukker, når du beslutter dig for at give den hele armen med hjemme-spa og bodyscrub. Den søde tand kan du forkæle med chokolade, men den sure tand trænger indimellem også til opmærksomhed, så når fredagsslikket skal på bordet, kan du komme en ”sur skalle” i skålen.

Du kan også spille en fodboldkamp så fair, at ingen dommer nogensinde ville kunne beskylde dig for unfair spil – det kan du med en Fairtrade-fodbold. Hvis du har fødderne skruet skævt på, og ikke aner hvad en ”inderside” er, kan du i stedet bruge hænderne til at føre et glas vin op til læberne med fair dråber fra Afrika. Med andre ord: Du kan krydre med Fairtrade til både hverdag og fest.

Positivt på flere planer
 

Men den blågrønne opblomstring på supermarkedshylderne er ikke kun positiv for de Fairtrade-hungrende hverdagsaktivister. Men det gør også livet lettere for de bønder og arbejdere, der har haft hænderne helt nede i bønner og bomuld ved handelskædens begyndelse. De får en mere fair betaling og bedre arbejdsvilkår, når vi køber Fairtrade.

Vi er kommet et godt stykke, men vi er stadig på vej. På verdensplan findes der cirka 35.000 Fairtrade-produkter. Dem vil vi også gerne have fingrene i her i Danmark. Men her kræver det, at man som forbrugere tyer til våben – de helt tunge af slagsen: 

”Indkøbskurven og købekraften er forbrugerens bedste våben i kampen for en mere fair verden. Et indkøb ad gangen kan man gøre en forskel, og der kommer hele tiden mere at vælge imellem,” siger Jonas Giersing, direktør, Fairtrade.

Du kan se de seneste produktnyheder her.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier