22 June, 2016

Hvorfor er nogle Fairtrade-arbejdere stadig fattige?

Af Jonas Giersing, Direktør

Bloggen er oprindeligt skrevet til og udgivet af Mandag Morgen den 15. juni 2016.

Arbejderne og bønderne i Fairtrade-systemet kan være fattige. Men hvorfor hedder det så ’Fairtrade’? Som min tidligere rejsekammerat Hella Joof engang sagde, havde de ingenting før Fairtrade. Men med Fairtrade har de ingenting plus en skole. Det er der en verden til forskel på. 

Den Fairtrade-mærkede vare, du lige har købt, kan være produceret af en arbejder, der lever i fattigdom. ’Hvor fair er det lige?’, kan du med rette spørge.

Det kan jeg godt forstå, at du overvejer. Selv ønsker jeg tit, at Fairtrade var en tryllestav, for så ville jeg over natten trylle nogle af verdens fattigste lande om til guld og grønne skove. Rent drikkevand. Fyldte køleskabe. Men selvfølgelig er Fairtrade ikke trylleri og magi og et færdigt resultat. Det er en ambition og en proces, om du vil. Da Hella Joof var ude at rejse med Fairtrade, besøgte vi en skole i Malawi, som sukkerrørsproducenter havde opført med midlerne fra deres Fairtrade-bonus.  Og som Hella så malende beskrev sine oplevelser efter besøget, så er det alligevel bedre at være fattig og have en skole til børnene, end det er, at være fattig og have ingenting.

Lad mig forsøge at forklare fattigdomsproblematikken lidt nærmere. For at være med i Fairtrade-systemet skal en plantageejer betale sine ansatte landets officielle mindsteløn. I lande, hvor der ikke eksisterer en mindsteløn, skal de anvende regionens gennemsnitsløn for den industri, de opererer i. Så langt så godt, kunne man fristes til at tro. Men i nogle lande er mindstelønnen så lav, at den reelt ikke er en løn, man kan leve af. Og derfor vil der være nogle arbejdere i Fairtrade-systemet, som tjener en mindsteløn, men som alligevel lever i fattigdom.

Stor forskel på mindsteløn og leveløn 
For at gøre lønnen mere fair stiller Fairtrade krav om, at plantagerne hvert år skal øge deres ansattes løn. Sådan bliver hullet mellem den udbetalte løn og den løn, der rent faktisk kan dække deres leveomkostninger (leveløn) med tiden lukket. Det, mener vi, er den bedst mulige løsning på nuværende tidspunkt. For det er urealistisk at stille krav til den enkelte plantage om, at de skal hæve lønniveauet med det samme. Det ville resultere i, at plantagen skulle hæve prisen på varerne til et niveau, hvor de ikke længere ville være konkurrencedygtige. Det er et svært dilemma, for uanset hvor meget Fairtrade gerne vil hæve arbejdernes indkomst til et anstændigt niveau med det samme, så ønsker vi på ingen måde at ødelægge Fairtrade-plantagernes konkurrencemuligheder og dermed også Fairtrade-arbejdernes jobmuligheder.

En anden metode, vi anvender for at kompensere for ’hullet’ mellem mindsteløn og leveløn, er, at de ansatte ud over mindstelønnen tjener en årlig bonus. Arbejderne råder over bonussen i fællesskab med de øvrige ansatte og kan anvende den til at bygge en skole, en sundhedsklinik, eller hvad der nu giver mest mening for dem. Størstedelen af bonussen skal bruges på fælles projekter, men de kan også vælge at fordele en kontant andel af bonussen imellem sig.

Ud over det økonomiske aspekt får de også nogle mere menneskelige arbejdsvilkår, såsom at de ikke skal håndtere livsfarlige pesticider, og at de får retten til at organisere sig. Arbejdsvilkår, som i vores del af verden er helt åbenlyse, men som langt fra er standard i nogle af verdens fattigste lande.

En af de industrier, vi arbejder med, der er plaget af lave lønninger, er rosenindustrien. Grunden til, at minimumlønnen er så lav her, er de meget lave priser på roser i detailhandlen i de importerende lande som f.eks. Danmark. Derudover er det en ekstrem konkurrencepræget sektor i de producerende lande. Det er en rigtig dårlig kombination. Men lige præcis her giver Fairtrade-bonussen ekstra god mening, fordi den er med til at lukke noget af hullet mellem arbejdernes løn og den reelle leveløn.

Vores nyeste tal viser, at det samlede salg af Fairtrade-roser genererede en bonus på 5,6 millioner euro i 2014. Størstedelen af denne bonus investerede arbejderne i supportservices for dem selv og deres familier – blandt andet skolegang.

En af årsagerne til, at arbejdet med leveløn er så kompliceret, er, at der ingen steder i verden er nogen officiel leveløn, og at der desperat mangler viden om området. Fordi det er så vigtigt for Fairtrade, arbejder vi proaktivt på at gøre noget ved den manglende viden. Vi har blandt andet lavet undersøgelser af, hvad leveløn er, og udviklet benchmarks for leveløn i forskellige lande. Vores plan er at flette disse benchmark ind i vores standarder, så vi på sigt kan anvise en løn til arbejderne, der er en reel leveløn.

De fattigste arbejdere er vores berettigelse

Så selv om der er rigtig lang vej endnu, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de mange Fairtrade-arbejdere har det bedre på grund af Fairtrade, end de ville have uden. Derfor opererer Fairtrade netop i de hårdest ramte industrier, for her er der mere brug for os end noget andet sted.

Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at mit job ville være 100 gange nemmere, hvis vi holdt os langt væk fra eksempelvis rosenindustrien og kun handlede med lande og produktkategorier, hvor udfordringerne var minimale og overskuelige. Men jeg er faktisk glad for, at vi netop ikke vender ryggen til disse arbejdere, men omfavner dem på det niveau, de befinder sig, og gradvist arbejder med at hæve deres levestandard. For det er faktisk hele pointen med Fairtrade.

Derfor håber jeg, at du vil støtte arbejderne i nogle af verdens fattigste lande og hjælpe dem til en bedre fremtid. Med ét indkøb ad gangen. For jo flere varer plantagerne sælger på Fairtrade-vilkår, des større Fairtrade-bonus optjener arbejderne, og des større bliver plantagernes incitament til at være en del af Fairtrade-systemet, hvor de samtidig forpligter sig til at forbedre arbejderens forhold og indtægt. 

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Kategorier