19 januar, 2016

Trykfejl sender alligevel penge til Fairtrade-bønder

Af Jonas Giersing, Direktør

rosin

Dagrofa er kommet til at påtrykke Fairtrade logoet på et stort parti rosiner. Nu sikrer en konstruktiv løsning, at salget af rosinerne alligevel kommer Fairtrade rosinbønder til gode, og at rosinerne undgår at blive destrueret.

En beklagelig og menneskelig fejl. Det er forklaringen på en trykfejl, som er skyld i, at et stort parti rosiner i mærket Gestus fejlagtigt har fået påtrykt Fairtrade logoet. De mange tons rosiner er ikke produceret på Fairtrade-vilkår, som mærket anviser, men konventionelt i Californien. Dermed stod rosinerne til at blive kasseret. Men en konstruktiv dialog og aftale med Dagrofa, der står bag Gestus-mærket, sikrer nu i stedet, at rosinerne til i alt seks måneders salg alligevel kommer Fairtrade-bønder til gode.

Pragmatisk løsning på uheldig situation

Det var Dagrofa selv, som opdagede trykfejlen på det store parti rosiner og kontaktede os. Det glæder mig, at vi har fundet en løsning, der gør, at vi undgår at sende flere tons rosiner til affald og samtidig sikrer, at når forbrugerne i god tro køber et produkt med Fairtrade-mærket, så rammer pengene det rigtige sted hos bønderne.
Aftalen betyder, at Dagrofa opkøber en mængde Fairtrade-rosiner svarende til de konventionelle rosiner. De Fairtrade-mærkede rosiner sælges så som konventionelle rosiner i Dagrofas dagligvarekæder MENY, SPAR og KIWI. Forbrugerne bliver informeret om trykfejlen via skilte ved siden af rosinerne i butikkerne.

Endnu mere fair handel i fremtiden  

Uagtet den ærgerlige trykfejl indgår Dagrofa nu også en licensaftale med Fairtrade, så vi kan få flere certificerede varer ind i deres mere end 600 dagligvarebutikker. Det kommer til at ske under mærkerne Gestus og Grøn Balance – og det gælder også rosiner. Allerede nu har Dagrofa fire kaffekapselprodukter på vej, som efter planen bliver Fairtrade-mærkede, og flere produkter ventes at følge efter.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier