Chokoladeballade

De fleste tænker chokolade og kaffe, men her har chokoladedronning og kogebogsforfatteren Anne au Chocolat kombineret chokolade og earl grey-te i en konfektlækker kage pyntet med sommerens bær.

Opskriften er lavet af Anne au Chocolat.
Chokoladeballade med Earl Grey-chokoladecreme og bær (10-12 pers.)

Du skal bruge
Chokoladeballade

  • 200 g smør
  • 200 g mørk chokolade (Fairtrade)
  • 250 g rørsukker (Fairtrade)
  • 5 æg, let sammenpiskede
  • 1 spsk. mel

Earl Grey-chokoladecreme

  • 200 g mælkechokolade (Fairtrade)
  • 250 g piskefløde
  • 30 g glukosesirup
  • 2 spsk. løs earl grey-te (Fairtrade)

Pynt

  • Hindbær
  • Blåbær
  • Brombær
  • Frysetørret jordbær

Sådan gør du
Chokoladeballade

  1. Smelt smørret i en gryde, hak chokoladen og kom den i. Rør rundt indtil chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen og rør rørsukker i.
  2. Lad chokoladeblandingen køle lidt af og tilsæt æggene lidt ad gangen. Vend til sidst mel i. 
  3. Bag chokoladeballaden i en rund form (ca. 22 cm i diameter) foret med bagepapir i ca. 25 min. ved 180 grader. Lad kagen køle af i formen. 

Earl Grey-chokoladecreme

  1. Hak chokoladen. Bring piskefløden i kog sammen med glukosesirup og earl grey. 
  2. Si teen fra og hæld fløden direkte over chokoladen. Lad den stå i 2 minutter. Rør derefter rundt med en dejskraber til massen er fint homogen.
  3. Lad cremen afkøle til stuetemperatur og lad den sætte sig på køl, gerne natten over. Tag chokoladecremen ud 30 minutter inden, at den skal bruges. 

Ved servering

  1. Rør chokoladecremen godt igennem og fordel den på chokoladekagen. Pynt med bær og frysetørret jordbær.