Fairtrade Fighter

Brug dit engagement og dit stemmebånd til at råbe højt og gøre en forskel for nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere. Bliv Fairtrade Fighter. 

Du er måske ikke klar til gadekamp, men du er bevæbnet. Med din indkøbskurv, din pung, dit like og dit engagement kan du råbe højt og gøre en forskel for bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande. Bliv en del af Fairtrade-bevægelsen og vær med til at forandre verden. Èn indsats ad gangen.

Hvad er en Fairtrade Fighter?

Fairtrade Fighters er et korps af engagerede frivillige, som er med til at udbrede Fairtrade-bevægelsen. De frivillige er mennesker, som interesserer sig for ulighed, uretfærdighed og global handel. At være Fairtrade Fighter handler om at tage sagen på sig. Din vigtigste opgave er at dele Fairtrade-budskaber og på den måde være med til at løfte og sprede bevægelsen. Din investering er din stemme og dit netværk.

Du bestemmer stort set selv, hvordan du som Fairtrade Fighter ønsker at engagere dig. Alle aktiviteter er betydningsfulde – store som små. Vi er altid villige til at lytte til forslag om, hvad du kan lave, og har du en god idé til et event, et debatindlæg eller en kampagne, så har du vores fulde opmærksomhed.

Konkrete eksempler på, hvad du som Fairtrade Fighter kan gøre:

  • Vær med til at planlægge og arrangere et event sammen med andre fighters
  • Vær Fairtrades ansigt og stemme i events og aktiviteter, som allerede er planlagt
  • Vær med i en arbejdsgruppe om at få din by til at melde sig som Fairtrade By og dermed frivilligt forpligte sig til at fremme Fair Trade og etisk forbrug
  • …Eller en arbejdsgruppe om at få din uddannelse til at blive Fairtrade Uddannelse

Hvordan bliver jeg Fairtrade Fighter?

Det er gratis at være Fairtrade Fighter, og der er ingen uddannelsesmæssige eller aldersmæssige forudsætninger for hvem, der kan blive Fairtrade Fighter. Den eneste forudsætning er, at du har lysten og motivationen til at gøre en forskel.

Start med at blive medlem af netværksgruppen ’Fairtrade Fighters’ på Facebook her.

Facebookgruppen er omdrejningspunkt for den primære kommunikation. Det er også via gruppen, at du løbende finder aktuelle events og aktiviteter, som du kan vælge at blive en del af. Sidst, men ikke mindst kan du udveksle erfaringerne med andre fighters.

Har du spørgsmål, kontakt Jeanette Dehliz på 21806048 eller e-mail jeanette@fairtrade-maerket.dk

rasmusfair 

Rasmus Stendorph, Fairtrade Fighter: 

”Jeg er Fairtrade Fighter, fordi verden ikke altid er fair, men det er værd at kæmpe for.”