Ofte stillede spørgsmål

Har du spørgsmål om Fairtrade? Måske finder du svaret på denne liste af ofte stillede spørgsmål.

Hvis du ikke kan finde svar på dit spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

  • Hvad er Fairtrade?

    Fairtrade handler om at forbedre indkomsten og skabe bedre arbejdsvilkår for bønder og plantagearbejdere i Afrika, Asien samt Syd- og Mellemamerika og samtidig passe bedre på miljøet. Vi stiller krav til, at virksomheder betaler bønderne og arbejderne mere bæredygtige priser (som aldrig må understige markedsprisen), og på den måde ændrer vi gradvist uretfærdigheden ved konventionel handel. Konventionel handel stiller de fattigste og svageste bønder og arbejdere dårligt. Fairtrade giver disse grupper mulighed for at forbedre deres position og få kontrol over deres liv.  

    Når du køber et Fairtrade-mærket produkt, er du med til at skabe en bedre fremtid for bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande.

  • Hvad er Fairtrade-standarder?

    Fairtrade-standarderne omfatter både sociale, økonomiske og miljømæssige krav, som bønder og plantager skal imødekomme for at blive certificeret. Derudover skal de leve op til proceskrav, som sørger for kontinuerlig forbedring af bøndernes organisering og plantagearbejderes vilkår. 
    Formålet med Fairtrades standarder er at: 

    -Sikre at bønderne bliver betalt en fair pris for deres råvarer, og at arbejderne tjener en mindsteløn. 

    -Sørge for at bønder og arbejdere ud over deres standardindtægt tjener en Fairtrade-bonus, som de kan investere i projekter, der forbedrer deres sociale, økonomiske og miljømæssige udvikling.

    -Muliggøre præ-financiering for producenter, der kræver det.

    -Facilitere langsigtede handelspartnerskaber og muliggøre kontrol over handelsprocessen.

    -Fremsætte klare kerne- og udviklingskriterier for at sikre, at betingelserne for produktion og handel med Fairtrade-certificerede produkter er socialt og økonomisk fair samt miljømæssigt ansvarligt.

  • Hvad er ’Fairtrade-minimumpris’?

    Fairtrade-minimumspris er den lavest mulige pris, som køberen af en Fairtrade-råvare skal betale til kooperativet eller plantagen. Fairtrade-minimumsprisen er fastlagt på baggrund af en høringsproces med Fairtrade-bønder, plantagearbejdere og forhandlere. Den sikrer, at kooperativet og plantagen får en pris, der dækker omkostningerne ved at dyrke råvaren. Når markedsprisen er højere end Fairtrades minimumspris, skal forhandleren betale markedsprisen.

  • Hvad er ’Fairtrade-bonus’?

    Fairtrade-bonussen er med til at gøre Fairtrade helt unik. Fairtrade-bonussen er en sum penge, som udbetales oven i Fairtrade-minimumsprisen eller mindstelønnen. Bønder og arbejdere bruger bonussen til at investere i sociale, miljømæssige og økonomiske udviklingsprojekter til forbedring af deres forretning og lokalsamfund. Det besluttes demokratisk i en komite, hvordan bonussen skal investeres.

  • Hvordan kontrolleres kooperativer og plantager?

    For at sikre at kooperativerne og plantagerne, som er med i Fairtrade, lever op til standarderne og reglerne, er de underlagt kontrol. Det kræver en grundig kontrol, før de får lov at komme ind i Fairtrade-systemet, og der foretages løbende kontrol herefter. 

    For at komme med i Fairtrade, skal kooperativerne og plantagerne leve op til et minimum af kravene med det samme. Andre krav kan de arbejde hen imod at opfylde inden for eksempelvis tre år. På den måde sikres det, at udviklingen går i den rigtige retning, og at der ikke stilles urealistiske krav til at begynde med. Kontrollen med kooperativerne og plantagerne foretages af den uafhængige kontrolvirksomhed FLOCERT. 

    FLOCERT blev i 2007 akkrediteret med ISO 65, som er en kvalitetsstandard for, at et givent certificeringsorgan er kompetent. I praksis betyder det, at FLOCERT’s kontrolsystem også er underlagt en uafhængig kontrol. 

    Der foretages som udgangspunkt kontrol med kooperativerne og plantagerne en gang årligt. I brancher eller på områder hvor der er mange problemer, foretages der hyppigere kontrol. I brancher eller på områder med få problemer kan enkelte fysiske kontroller erstattes af en dokumentkontrol. Der laves også uanmeldte kontrolbesøg, og antallet af disse vil stige de kommende år. Lever kooperativerne og plantagerne ikke op til kravene i Fairtrade, kan de i sidste ende miste deres Fairtrade-certificering og vil ikke længere være en del af systemet.

  • Hvilke produkter er Fairtrade-mærkede?

    Der findes i dag mere end 1.200 Fairtrade-mærkede produkter på det danske marked, og mere end 30.000 på verdensplan. Her er en oversigt over de største kategorier.

    Fødevarer:
    - Bananer
    - Kakao
    - Kaffe
    - Honning
    - Juice
    - Ris og bønner
    - Krydderier, olie og gelé
    - Sukker
    - Te
    - Vin
    - Øl
    - Ananas
    - Kokosmælk
    - Slik

    Non-food:

    - Skønhedsprodukter
    - Bomuld
    - Blomster
    - Sports bolde
    - Guld
    - Sølv

  • Hvor kan jeg købe Fairtrade-produkter?

     Klik her hvor du kan købe Fairtrade-mærkede produkter.

  • Hvor meget af den pris, vi forbrugere betaler for Fairtrade-produkter, går til bønderne og arbejderne?

    Fairtrade arbejder for at sikre, at bønderne og arbejderne enten tjener en minimumspris eller en mindsteløn samt en Fairtrade-bonus. Det beløb, der går til bønderne og arbejderne, afregnes altså ikke som en procentdel af den endelige detailpris af varen.

  • Er Fairtrade-produkter sporbare?

    For de fleste produkter kræver Fairtrade-systemet en fysisk sporbarhed. Det betyder, at produkterne skal mærkes og holdes separat fra konventionelt producerede råvarer under hele rejsen fra plantagen til butikshylden.  

    Der er sporbarhed på alle Fairtrade-mærkede råvarer undtagen sukker, kakao, te og juice. Dette skyldes, at disse råvarer både er svære og dyre at adskille fra de konventionelle råvarer. Eksempelvis er det både dyrt og besværligt for en sukkerbonde at adskille Fairtrade-sukker fra almindeligt sukker, når det skal gennem sukkermøllerne i Afrika. Det ville medføre, at mange færre bønder ville have mulighed for at være med i Fairtrade. Derfor er der lavet denne undtagelse på de fire råvarekategorier, som har de største udfordringer i forhold til fysisk sporbarhed.  

    Men når bonden dyrker og sælger et kilo Fairtrade-sukker, vil han naturligvis stadig modtage Fairtrades minimumspris for den. Fairtrade holder øje med og sporer, at salget af Fairtrade-råvarer altid udløser de aftalte fordele for bønderne. 

  • Er alle Fairtrade-mærkede varer også økologiske?

    Ikke alle Fairtrade-mærkede varer er økologiske. Det er ofte dyrt og besværligt at omlægge til økologi, og hvis Fairtrade krævede, at alle kooperativer og plantager skulle omlægge til økologi, ville det betyde, at de svageste ikke kunne være med. Derfor arbejder Fairtrade i stedet med at støtte bønderne til en gradvis omlægning, blandt andet gennem et særligt økonomisk tillæg ved økologi. Cirka 75 % af alle Fairtrade-mærkede varer på det danske marked er også økologiske.

  • Hvordan fungerer Fairtrade-mærket på sammensatte produkter?

    Sammensatte produkter er produkter, hvori der indgår mere end én ingrediens. For eksempel er en chokoladebar lavet af kakao, kakaosmør, sukker, palmeolie og andre ingredienser afhængigt af, hvilken slags chokolade der er tale om. For at give de Fairtrade-certificerede kooperativer og plantager mulighed for at sælge så meget af deres produktion som muligt, har virksomheder mulighed for at bruge Fairtrade-mærket på sammensatte produkter, når følgende regler bliver fulgt: 

    -De ingredienser, der findes en Fairtrade-standard for, skal som udgangspunkt være Fairtrade-certificerede. I tilfældet med chokoladebaren skal kakaoen og sukkeret derfor være certificeret.

    -På produkterne skal procentdelen af Fairtrade-ingredienser fremgå på bagsiden af produktet. I tilfælde hvor der kun indgår én ingrediens i produktet, såsom kaffe, skal 100 % af produktet være Fairtrade-certificeret.

    -Mindst 20 % af alt indhold skal være Fairtrade-certificeret. Hvis en Fairtrade-certificeret ingrediens er tilgængelig, skal denne bruges, uanset hvilken procentdel den optager i det færdige produkt. Den mindste procentdel er beregnet i vægt for tørvarer og i volumen for væske. Tilføjet vand og/eller mælk kan trækkes fra beregningerne, hvis de udgør mere end 50 % af produktet.