17 oktober, 2018

Historisk lavpunkt for kaffe

Samson
Af mfischer

REPORTAGE – Verdensmarkedsprisen på kaffe har ramt et historisk lavpunkt. Derfor er Louise Elver, kommunikationschef for Fairtrade, taget til Tanzania for at finde ud af, hvad det betyder for de mennesker, der dyrker vores kaffe.

Er I klar til den sidste halvanden times kørsel, spurgte vores chauffør Joshua os retorisk, efter at vi havde gjort et kort stop på en benzintank. Vi var igen på vej op i den støvede bil, som vi allerede havde tilbagelagt fire timer i.

”Halvanden time! Hvordan kan der stadig være halvanden time tilbage”, fløj det ud af munden på mig: ”Du sagde i morges, at det ville tage os omkring to til to en halv time – i alt.” Joshua grinede fra øre til øre: ”Hakuna matata, Louisa, vi er der snart”.

Selvom jeg var virkelig træt af at sidde i bilen og endnu mere ærgerlig over al den tid, vi brugte på transport i stedet for med de kaffebønder, som vi var på vej for at møde, var det umuligt ikke at smile tilbage til ham.

Og dermed fortsatte vi vores køretur på den mest bumpende, rustrøde bjergvej, hvor det var fysisk umuligt at passere en modkørende bil. Vi gik i stå op til flere gange og måtte ud og skubbe, hvilket ikke var helt ukompliceret op ad en bjergskråning. Men lige så langsommeligt, som køreturen føltes, lige så pludseligt hørte den op. Joshua slukkede motoren. Vi var fremme.

Vi steg ud af bilen, på hvad der føltes som et helt tilfældigt sted på bjergvejen. Der var intet at se, og jeg var temmelig overbevist om, at der måtte være sket endnu en kommunikationsfejl, og kunne næsten ikke bære, hvis vi var kørt forgæves.

Men vi blev mødt af en ung mand – Samson hed han – og han guidede os en ti-tyve meter ned ad bjergskråningen ad en smal og smattet sti. For enden af stien lå et lille undseeligt hus. Det, huset manglede af materielt overskud, kompenserede den familie for, der boede der, gennem en overflod af empati og hjertelighed. Det var Samsons familie. Mbonea hed de.

”Karibu. Karibu sana” – hjerteligt velkommen, sagde både Samson samt hans far og mor, mens de holdt vores blikke fast og trykkede vores hænder. Samsons lille pige gemte sig genert bag sin farfar. Jeg tror, mine egne små piger ville have reageret på præcis samme måde, hvis der var kommet en gruppe fremmede mennesker hjem til os.

Bag ved deres hus voksede deres kaffetræer. Det er sådan, det meste af vores kaffe bliver dyrket – nemlig af familier, der har plantet kaffetræer på deres egen jord. Samsons farfar havde været kaffebonde her. Det samme havde Samsons far, som fortalte, at nogle af kaffetræerne havde plantet i 1958. Han var dog så gammel nu, at det mest var Samson, der passede kaffetræerne.

Samson havde altid tænkt, at han ville føre familietraditionen videre og selv blive kaffebonde, men i øjeblikket tvivlede han på, om det ville lykkes ham: ”Mange af de andre bønder her i området har fældet deres kaffetræer. De kan ikke få enderne til at mødes, fordi prisen på kaffebønner er så lav”. Jamen, hvad gør de så, spurgte jeg. ”De fleste planter løg i stedet. Det er der bedre penge i. Eller bananer, eller majs. Ja, faktisk stort set alt andet er bedre end kaffe lige nu”, sagde Samson.

Det er ikke kun Samson og de andre bønder, han kender, der har svært ved at tjene nok på deres kaffe. Desværre er det et meget større problem, som skyldes, at verdensmarkedsprisen har ramt et historisk lavpunkt, hvilket er en katastrofe for de 25 millioner familier, der er afhængige af kaffeproduktion.

Prisen på konventionelle kaffebønner er i øjeblikket cirka 1 dollar per pund (454 gram), hvilket er det laveste niveau i 12 år. Til sammenligning var prisen i slutningen af 2016 1,55 dollar per pund. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis min løn faldt så drastisk på to år. Det ville godt nok være skrapt.

Og jeg har endda et sikkerhedsnet. Penge i banken. En velfærdsstat. Det har Samson og hans familie ikke. De er dybt afhængige af deres kaffeproduktion, som de sælger gennem et kaffekooperativ, de er medlemmer af.

Kooperativet fungerer på mange måder, som vi kender det fra den danske andelsbevægelse, og giver de enkelte bønder en masse stordriftsfordele samt en større stemme over for købere.

I et forsøg på at øge indtjeningen er kooperativet for nylig blevet Fairtrade-certificeret. Den høst, Samson og hans far er i gang med nu, bliver den første, de kommer til at sælge på Fairtrade-vilkår, hvilket gør, at de får en lidt bedre indtjening. Forhåbentligt betyder det, at Samson og de andre bønder kan blive ved med at dyrke kaffe.

Da det var tid for os til at tage af videre, tog Samson og hans familie varm afsked med os. Vi var ikke sammen med dem i særlig lang tid. Alligevel ved jeg, at jeg altid vil huske mødet med dem under de grønne kaffetræer.

Joshua startede bilen igen, og vores tur på de røde bjergveje fortsatte. Vi mødte en lang række andre kaffebønder, som delte deres historier med os. De handlede alle sammen om lave priser. Klokken blev langt op af eftermiddagen, før vi vendte rundt og satte kurs tilbage mod Moshi. Jeg gjorde mig mentalt klar til den to til to en halv times køretur, vi havde foran os, som vi nu vidste, betød noget i stil med seks timer på Swahili.

”Hakuna matata”, prøvede jeg at sige til mig selv. Det hjalp lidt. Meget lidt.

Foto: Kennet Islandi Havgaard. 

Rejsen er støttet med midler fra EU DEAR og oprindeligt bragt i mediet Point of View International den 17. oktober 2018.  


Blog

Arkiv

Kategorier