2 marts, 2018

Kom med på en virtuel rejse til Kenya

Af Fairtrade

Mandag d. 5. marts inviterer Fairtrade og Lidl i Dyssegård dig på en virtuel rejse til Kenya, hvor du kan møde Samuel og Esther; to af de bønder, som dyrker din kaffe. Rejsen foregår gennem et par Virtual Reality-briller, som gør det muligt at træde ind i Samuel og Esthers verden.

Har en smuttur til Kenya nogensinde været en del af din indkøbstur? Hvis ikke, så kom forbi Lidl i Dyssegård på mandag d. 5. marts mellem kl. 14 og 16. Her får du mulighed for at komme på en virtuel rejse til en Fairtrade-kaffefarm i Kenya. Gennem et par Virtual Reality-briller kommer du helt tæt på kaffebønderne Samuel og Esther og oplever, hvordan de bor og arbejder – det er næsten som at være der selv.
Den virtuelle rejse medvirker til en større forståelse for kaffebøndernes arbejdsliv og bevidsthed om, hvilken betydning de varer, der ender i indkøbskurven, har for bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande.  

Lidl går foran med Fairtrade 
Lidl-butikken i Dyssegård var i 2017 den Lidl-butik i Danmark, der solgte flest Fairtrade-mærkede produkter. Og netop af den grund bliver Virtual Reality eventet afholdt her. Lidl-kæden går foran, når det kommer til udvalget af Fairtrade-mærkede produkter; de er nemlig en helt essentiel del af sortimentet. 

”Vi synes, det er en meget positiv udvikling, at der er kommet yderligere fokus på Fairtrade-mærkede varer på markedet generelt. Hos Lidl mener vi, det er almindelig sund fornuft at forholde sig til det samfund, vi er en del af. Vi er bevidste om, at der med vores størrelse følger et ansvar med. Derfor er Fairtrade-produkter også en vigtig del af vores sortiment. For os må det at være en dagligvarekæde aldrig være ensbetydende med at skulle gå på kompromis med kvaliteten af vores varer og de samfundsmæssige forhold, der ligger bag produktionen," forklarer Lærke Skaksen, CSR-ansvarlig i Lidl.

En forskel for bønder og arbejdere 
Det er meget glædeligt for Fairtrade, at Lidl vælger at gå foran med fair handel.

”Det gør en stor forskel, at Lidl vælger at gå foran med fair handel. Det forbedrer hverdagen for bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande, og giver samtidig forbrugerne mulighed for at handle med omtanke,” udtaler Jonas Giersing, direktør i Fairtrade. 

Virtual Reality-eventet afholdes mandag d. 5. marts mellem kl. 14 og 16 i Lidl på Vangedevej 142 i Dyssegård.


Blog

Arkiv

Kategorier