12 maj, 2014

Hvordan fastsætter man hvad der er en rimelig løn for arbejdere i udviklingslande?

Af Jonas Giersing, Direktør

I Danmark bliver lønningerne fastsat af forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Men for plantagearbejdere i udviklingslande eksisterer der sjældent veletablerede og magtfulde arbejdsgiver og arbejdstagerorganisationer, der kan forhandle sig frem til et fair lønniveau. Og den statsligt fastsatte mindsteløn kan ligge under det beløb, man som minimum kan klare sig for. Derfor er det nødvendigt at tage andre redskaber i brug.

En fair løn skal som minimum kunne dække de udgifter, der er forbundet med at leve en anstændig tilværelse. Men den udregning er forskellig fra land til land, og sågar forskellig om folk bor i byen eller på landet.

Fairtrade International hyrede eksperterne Richard og Martha Anker til at udarbejde en metode for at udregne en rimelig løn for landarbejdere i de områder, hvor Fairtrade arbejder. Eksperterne fastsatte tre ”kurve” af udgifter som lønnen skal dække: Næringsrig kost, anstændige boligforhold og andre essentielle behov (lægehjælp, uddannelse, transport m.m.).

Arbejderne skal desuden selv kunne komme med input til hvordan omkostningerne udregnes. En korrekt levelønsudregning bør afspejle det liv, som landbrugsarbejderne lever. Både arbejdere, arbejdsgiver og fagforeninger skal kunne genkende udregningen som et realistisk bud på en leveløn.

Eksperterne startede i Sydafrika og indsamlede oplysninger om leveomkostningerne for arbejdere på Fairtrade-certificerede vingårde. De interviewede arbejderne om udgifterne forbundet med at købe næringsrig mad, boligudgifter m.m. De besøgte et lokalt supermarked for at undersøge prisniveauet, og ringede til den lokale læge, for at høre hvad et almindeligt lægetjek kostede.

Resultatet blev fastsættelse af et nyt levelønsniveau på 111 Rand (58 kr.)/ dag for fastarbejdere, og 144 Rand (75 kr.)/ dag for sæsonarbejdere. Forskellen skyldes, at sæsonarbejdere ikke nyder godt af de samme øvrige goder som fastansatte. Det udregnede levelønsniveau for sæsonarbejdere lå væsentligt over hvad de faktisk tjente. Mindstelønnen i Sydafrika er på 105 Rand (55 kr.)/dag.

Udover Sydafrika har eksperterne indtil videre udregnet en leveløn i Kenya, Malawi og Den Dominikanske Republik, og det er et vigtigt skridt i retning af en mere fair løn.

Men vi er stadig langt fra endemålet. Levelønsudregningerne bør omfatte hele produktionskæden, og indkøbere, brands og detailhandlen bør anerkende levelønsbegrebet, og arbejde aktivt for at arbejderne i udviklingslande får en løn, de kan leve af.

Fairtrade har været i marken og søgt opbakning til den nye levelønsudregning hos globale fagforeninger, regeringer, enkelte virksomheder, industrisammenslutninger og standardiseringsorganisationer, og vi har sammen dannet en arbejdsgruppe, der arbejder for leveløn.

Anerkendelse af leveløn for landarbejdere er første skridt i en lang proces hen imod et velorganiseret arbejdsmarked med kollektive lønforhandlinger. Det samme system som vi nyder godt af i Danmark.

Indlægget er et uddrag. Den originale blog kan læses her.


Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier