2 juni, 2014

Fairtrade bekæmper fattigdom et lag ad gangen

Af Jonas Giersing, Direktør

Fairtrade Internationals CEO Harriet Lamb blogger i anledning af ny rapport fra School of Oriental and African Studies (SOAS). Den originale blog kan læses her.

Fairtrade-systemet er stort, kompliceret og i konstant udvikling. Vi har aldrig påstået, at vi kan løse hver eneste af de utallige udfordringer der nedslider mennesker, som lever i fattigdom. Vi har heller aldrig påstået at vi gennem en mærkningsordning har formået at skabe perfekte handelsrelationer, der ved et trylleslag skaber balance i verdenshandelen.

Sandheden er nærmere den, at vi gradvist skralder lag efter lag af de indviklede og sammenvævede effekter af fattigdom. Hver gang vi gør fremskridt opdager vi nye problemer der skriger efter opmærksomhed.

Vi ved, at Fairtrade gør en vigtig forskel for småbønder og deres lokalsamfund og for arbejdere på Fairtrade plantager. Men vi har aldrig påstået, at vi når samfundets aller fattigste, f.eks. befolkningen i slumområder, der ikke ejer jord. Vi arbejder med småbønder der dyrker kvalitetsafgrøder til eksportmarkedet. Dårligt stillede: ja. Fattigste i landet: Nej.

En stigende mængde forskning dokumenterer, at Fairtrade bidrager med en lang række positive goder for bønder, arbejdere og lokalsamfund på tværs af de regioner og produkter vi arbejder med. For eksempel har Gottingen Universitet forsket i effekterne af forskellige certificeringsordninger i Uganda, og konkluderet at Fairtrade-certificerede bønders indkomst var steget med 30 procent.

Research udført i Asien, Afrika og Latinamerika af det britiske National Resources Institute konkluderer at: ”Kvinder og børn har i særdeleshed nydt godt af Fairtrade bonus investeringer, herunder bygning af flere apoteker, klasseværelser, pigekollegier, vandtanke og rør samt forbedrede faciliteter og aktiviteter der åbner op for flere muligheder i deres levevilkår.”

Vi har gjort fremskridt. Men der er altid et næste lag af udfordringer der venter på at blive blotlagt. Klimaforandringerne rammer bønderne hårdt, og deres produktivitet styrtdykker, i takt med at årstiderne ikke længere er til at forudsige. Hvordan vi når effektivt ud til daglejere og migrantarbejdere på små landbrug er endnu en udfordring der nu rykker frem i rækken.  

I maj kastede en ny rapport fra School of Oriental and African Studies (SOAS) lys på vilkårene for løsarbejdere. Deres forskning fokuserede specifikt på kvinder der mangler en uddannelse, er separerede, skilt eller enker, og derfor er tvunget til at tage et hvilket som helst job de kan finde. 
Rapporten giver et glimt ind i arbejdernes tilværelse gennem interviews på udvalgte steder i Etiopien og Uganda, herunder også områder hvor tre Fairtrade-certificerede kooperativer er til stede.

Det er værd at fremhæve at de ikke-certificerede kooperativer og landbrug der er med i rapporten er af meget forskellig størrelse, mens de Fairtrade-certificerede landbrug alle er mindre kooperativer, så sammenligningen kan ikke laves én til én. Derudover trak den ene af de undersøgte Fairtrade-certificerede plantager sig fra Fairtrade-ordningen kort tid efter at SOAS feltarbejde var afsluttet, mens den ”ikke-certificerede” Etiopiske blomsterplantage har været certificeret siden 2012.

SOAS’ konklusioner på arbejdernes situation er ikke overraskende. Men de er tankevækkende. Landbrugsarbejdere beskrives som værende i desperat mangel på uddannelse, god kost, adgang og ejerskab (uden adgang til basale fornødenheder som f.eks. en olielampe), og løsarbejdere er de dårligst stillede af dem alle.

Vi er enige med SOAS om at rette opmærksomhed mod denne gruppe marginaliserede arbejdere. Vi anerkender og sætter pris på den indsigt i arbejdsforholdene for udsatte landbrugsarbejdere, som SOAS forskning giver. Men vi er helt uenige i den meget generaliserende og sensationalistiske konklusion som SOAS har fremsat om Fairtrade. Det er en skam, da rapporten i sig selv er langt mere afmålt og brugbar.

Ikke desto mindre håber vi, at SOAS’ data vil hjælpe med at adressere den næste store udfordring: Hvordan vi når daglejere og løsarbejdere og sikrer at goderne ved handel også når ud til dem. Det er ikke en udfordring for Fairtrade alene. Tvært imod.

Forskningen viser, at denne gruppe arbejdere ikke nyder godt af interventioner. Hverken fagforeninger, firmaer, regeringer eller NGO’er er nået ud til dem. Så der skal meget praktiske og specifikke løsninger til, og der findes ikke nemme løsninger.

I Fairtrade har vi indtil nu fokusere på hvordan vi kan forbedre vilkårene for småbønder, der udgør 80% af Fairtrade producenterne, og arbejdere på plantager. Nu står vi over for at skralde næste lag af løget: At rette fokus på vilkårene for løsarbejder og daglejere på små landbrug der kun midlertidigt hjælper til, f.eks i høstsæsonen.

Hvordan kan vi sikre os at fordelene ved Fairtrade også når ud til dem? Hvis småbønder ikke tjener nok til at brødføde deres egen familie, hvordan skal de så kunne hæve lønningerne for de arbejdere de ansætter?

Størrelsen på Fairtrade-certificerede kaffe- og tefarme i Afrika er hhv. 0,8 og 0,4 ha. i gennemsnit. Det er mindre end en fodboldbane, og det er det areal bønderne har til rådighed til at brødføde deres familie. De er ekstremt udsatte ved prisændringer og nye trusler fra klimaforandringer.

Og når de kun sælger en lille procentdel af deres afgrøder på Fairtrade-betingelser, er der simpelthen ikke penge nok til det hele. Da SOAS lavede feltarbejde i 2011-2012 solgte et af de undersøgte Fairtrade kooperativer mindre end 1% af deres te på Fairtrade-vilkår.

Så for at forbedre effekten af Fairtrade for arbejdere på små landbrug, er det nødvendigt at gøre det på en måde som støtter de udsatte bønder der har ansat dem. At udelukke de småbønder der dyrker 70% af verdens afgrøder fra det gode selskab er ikke en løsning. Vi bliver nødt til at finde den rigtige balance for at opnå en situation hvor alle vinder.

Der er visse ting som producenterne kan gøre allerede nu. Men for at få etableret en bæredygtig forandring skal der gøres op med priser der skraber bunden. Hvis bare virksomheder og forbrugere er villige til at betale bare en smule mere for vores varer, er det nok til at bønder og arbejdere kan få et værdigt liv.

Fairtrade bonussen – de ekstra penge som producenten betales af køberne til at investere i deres produktion og lokalsamfund – hjælper meget. Men med pengene følger også svære valg, da behovet ofte er meget større, end der er midler til. Når bønder og arbejdere mødes en gang om året skal de beslutte hvordan de vil prioritere.

Skal de bygge et ekstra klasseværelse til skolen, eller bygge en lærerbolig så deres børn kan blive undervist af en uddannet lærer, der ellers er svære at tiltrække til afsides egne. Eller er en vej mellem landbrug og landsby en bedre investering alt i alt? Det er ikke nemme beslutninger. Og det er ikke noget som udefrakommende skal diktere.

Et andet lag vi for nogle år skraldede væk er det svære emne børnearbejde. SOAS dokumenterede at nogle børn under 15 år arbejdede lange arbejdsdage i regioner med Fairtrade kooperativer.

Fairtrade landbrug ligger i og inkluderer nogle af de mest socio-økonomisk underprivilegerede og forsømte områder i verden, hvor det er velkendt at der er høj risiko for børnearbejde. I Afrika syd for Sahara har en ud af fem børn mellem 5-17 år et arbejde – det højeste antal i verden.

I stedet for at styre uden om disse områder, engagerer Fairtrade sig i disse lokalsamfund for at prøve at imødegå problemerne. Fairtrades omfattende kontrolsystem har til tider opdaget børnearbejde og har udstukket krav om ændringer, men vi ved at kontrol alene ikke løser problemet. Producenterne skal selv være forandringens nøglepersoner, så de selv kan identificere og tage hånd om uacceptabel arbejdspraksis.

Vi arbejder med producenterne, så de er i stand til at identificere risici og støtter dem i at etablere lokalt forankrede monitoreringsprogrammer i samarbejde med eksperter i børns rettigheder og/eller NGO’er, hvor det er en mulighed.

Vi håber at SOAS’ rapport i sidste ende vil hjælpe folk med at forstå de udfordringer som vi alle står over for, og som Fairtrade stræber efter at løse hver eneste dag.
Fairtrade-mærket betyder ikke, at produktet kommer fra nogle få nøje udvalgte kooperativer hvor forholdene er perfekte. Det betyder, at Fairtrade arbejder for bedre vilkår side om side med udsatte bønder og arbejdere, mens de løser meget reelle problemer i deres lokalsamfund.

Det betyder også, at gennem engagement og støtte fra virksomheder og forbrugere, kan småbønder og arbejdere komme et skridt længere på den lange ujævne vej hen imod en varig forbedring af tilværelsen for dem selv, deres familie og deres lokalsamfund.


Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier