13 februar, 2013

Garvet journalist bliver ny kommunikationschef hos Fairtrade Mærket

Af Jonas Giersing, Direktør

Kristian Jessen tiltræder stillingen som kommunikations- og marketingchef hos Fairtrade Mærket 1. marts.

Den 37-årige journalist kommer fra en stilling som kommunikationsansvarlig i Greenpeace, hvor han blandt andet har stået for pressehåndtering samt strategisk kommunikation på både nationalt og internationalt niveau i organisationen. Kristian Jessen har desuden en fortid som journalist på forskellige aviser samt Fagbladet 3F, hvor han har høstet en række journalist-priser for diverse afsløringer

”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde hos Fairtrade Mærket. Organisationens værdier og arbejde for at gøre en forskel og forbedre bøndernes og plantagearbejdernes vilkår i tredjeverdenslande tiltaler mig meget. Desuden er Fairtrades arbejde for at omlægge produktionen, så den bliver økologisk og mere miljøvenlig, særdeles vedkommende for mig. Det bliver en spændende proces at få organisationens vigtige arbejde bredt endnu mere ud til forbrugere og detailhandlen,” siger Kristian Jessen.

Jeg er meget glad for at kunne byde Kristian velkommen til Fairtrade Mærket. Kristians journalistiske erfaring med social ulighed og miljø i udviklingslande bliver et stort aktiv for vores arbejde med at udbrede værdierne og intentionerne bag Fairtrade-mærket til forbrugerne og den brede offentlighed. Samtidig er Kristian en ildsjæl med fingeren på pulsen, og hans erfaring med kampagner og de sociale medier vil bidrage til at få de Fairtrade-mærkede varer endnu højere op på dagsorden og ned i indkøbskurven.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier