24 april, 2018

Vejen til en bæredygtig garderobe

Af Fairtrade

Interessen for bæredygtighed blomstrer. Vi stiller i dag i højere grad krav til produktionen af vores tøj. Komfort og pasform er ikke længere nok; vi vil også være sikre på, at det er blevet produceret med omtanke for både mennesker og miljø.


I dag er det fem år siden, at fabriksbygningen Rana Plaza i Bangladesh kollapsede. En tragedie, der begravede over tusind tekstilarbejdere og sendte chokbølger gennem Bangladesh og resten af verden. Det var et wake-up call, som skabte stor bevågenhed om tekstilarbejderes manglende rettigheder og kummerlige arbejdsforhold, og det rejste spørgsmål om gennemsigtigheden i den globale tøjindustri.
Siden er løfter blevet givet, research er foretaget og forandring spirer, men der er stadig meget at gøre, og vi er som forbrugere magtfulde aktører. Ved at stille højere krav til produktionen af vores tøj, er vi i en førende position til at skabe markante forandringer i tekstilindustrien.

Sæt pris på din garderobe
Prøv engang at give din garderobe et tjek. Hvis du ser bort fra din yndlingsbluses flotte snit og perfekte pasform, ved du så, hvor blusen er produceret og under hvilke forhold? Tjekker du de mange mærker i dit tøj, vil du højst sandsynligt finde ud af, at din garderobe er resultatet af hundredvis af tekstilarbejderes hårde arbejde.
På verdensplan arbejder omkring en ud af seks personer inden for modeindustriens forsyningskæde. Følger du forsyningskæderne tilbage til de første led, finder du, at mange af dem fører tilbage til industriens vigtigste materiale – bomuld – og derved til de mange bomuldsbønder, som står for den spæde start af den garderobe, du i dag har derhjemme.

Desværre formår den voksende bomuldsindustri ikke at tilbyde de mange småbomuldsbønder i særligt Afrika og Asien ordentlige arbejdsforhold og en leveløn. Det er en alvorlig udfordring, som er vigtig at håndtere, hvis vi i sandhed vil gøre modeindustrien bæredygtig.

Industrilande presser bønder og miljø
Småbomuldsbønder er nærmest usynlige I modeindustriens forsyningskæde. Deres magt er stort set ikkeeksisterende, og de har ligeledes meget begrænset indflydelse på det enormt volatile marked.
Siden 1960’erne er bomuldspriserne faldet med 45%. Fra 3 USD per kilo til 1,73 USD i 2014. Store tilskudsordninger til bomuldsdyrkningsprojekter til velhavende industrilande, påvirker bønderne i de lande, hvor bomuld faktisk kan dyrkes på et bæredygtigt grundlag. Undersøgelser viser, at faldende bomuldspriser, forårsaget af industrilandenes store tilskudsordninger, er forbundet med et årligt tab af indkomst på 250 mio. USD for afrikanske bomuldsbønders. Og de er ikke de eneste, som lider under de nuværende forhold – det samme gælder miljøet. Konventionel bomuldsdyrkning tærer væsentligt mere på miljøet grundet massivt brug af farlige pesticider. Det er estimeret, at konventionel bomuldsproduktion i 2014 krævede pesticider for 3,3 mia. USD.

Gør en forskel 
Så hvordan kan du bidrage til, at småbønder i Afrika og Asien får  bedre arbejds- og levevilkår? Vi har samlet nogle gode råd: 

Tjek tøjmærket og lav dit hjemmearbejde
Spørg dit foretrukne tøjmærke, eller tjek online, om de angiver, hvor deres bomuld kommer fra.

Gå efter tøjmærker, der anvender Fairtrade-bomuld
Undersøgelser viser, at de sociale og miljømæssige fodaftryk fra Fairtrade-bønder er fem gange mindre end ved konventionelt produceret bomuld.

Køb mindre, men bedre
Etisk-produceret tøj koster en smule mere, men er bedre for mennesker og miljøet.

Del budskabet
Stå sammen med Fashion Revolution, der er en global bevægelse, som arbejder for at skabe forandringer i tekstilindustrien. Tag et billede med dit tøj på vrangen og tilføj hashtagget #WhoMadeMyClothes!

Læse mere om Fashion Revolution, og om hvordan du kan tage del i kampen her:




Blog

Arkiv

Kategorier