4 oktober, 2013

Er den grønne omstilling kørt fast?

Af Jonas Giersing, Direktør

Det globale erhvervslivs indsats for grøn omstilling møder nu forhindringer, taber fart og truer med at gå i stå, hvis ikke der sker »radikale ændringer i markedsstrukturer og -systemer«.

Sådan skriver Information d. 26.9 i en artikel om, at erhvervslivets grønne omstilling er ved at køre fast. Artiklen er baseret på en FN-undersøgelse, der omhandler topchefers meninger om virksomhedernes bestræbelser på at leve op til de globale miljømæssige og sociale udfordringer. Og tallene er nedslående. Kun 32 procent af de adspurgte erhvervsledere mener, at den globale økonomi er på ret kurs til at levere en verden i balance. Hvad værre er: andelen af lederne, der mener, at bæredygtighed vil blive vigtig for fremtidige driftsresultater er faldet fra 54 procent til 45 procent siden 2010.

Desværre virker det som om, at erhvervslivet tørrer den af på forbrugerne og staten – i stedet for at gøre en endnu større indsats selv. Topcheferne siger, at forbrugernes adfærd er afgørende for hvor langt man kan gå i en bæredygtig retning. Og forbrugerne anklages for at sende tøvende og tvetydige signaler når de siger de gerne vil det bæredygtige alternativ, men alligevel vælger efter prisen når de står i supermarkedet. Det er i vid udstrækning også rigtigt, men så lad os i fællesskab blive bedre til både at oplyse forbrugerne og overveje, om de i alle tilfælde skal gives valget mellem bæredygtige og mindre bæredygtige alternativer.

Her kan der trækkes på erfaringer fra England, hvor Sainbury’s og andre supermarkeder træffer de bæredygtige valg på forbrugernes vegne: alle de bananer, der kan købes hos Sainsbury’s er Fairtrade. Og hvor man skulle tro, at færre valg ville skræmme forbrugerne væk så har Sainsbury’s oplevet både vækst og en stigning i medieomtale på grund af kædens valg – og fravalg. Herhjemme har vi set Kvickly gå i samme retning ved at fravælge æg fra burhøns.

Den grønne omstilling er ikke ved at gå i stå, den er kun lige begyndt. Og erhvervslivet spiller fortsat en afgørende rolle.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier