17 maj, 2013

Lille fald i salget af Fairtrade-mærkede varer i 2012

Af Jonas Giersing, Direktør

Trods nye satsninger og flere samarbejdspartnere faldt omsætningen af Fairtrade-mærkede varer i 2012. Manglende salg af bananer og økonomisk krise skyld i dårligere resultat.

Efter en årrække hvor salget af Fairtrade-mærkede varer har oplevet stort vækst, faldt salget i 2012 med ca. 4 procent i forhold til året før. Hvor salget af Fairtrade-mærkede varer  i 2011 havde en omsætning på cirka 558 mio. kr. faldt det til et estimeret dansk salg på 535 mio. kr. i 2012.

Vi kan se, at krisen har haft en indflydelse på danskernes valg, når de står i dagligvarebutikkerne. Generelt er dagligvaresalget faldet, og det rammer også danskernes forbrug af Fairtrade-mærkede varer. Men den væsentligste faktor var et stort fald på cirka 55 procent i mængden af solgte Fairtrade-mærkede bananer. Det skyldes, at Coop var nødt til at trække Fairtrade-mærkede bananer ud af butikkerne i det meste af 2012 grundet svingende kvalitet fra Coops banan-leverandør.

Faldet ser dog ud til at være kortvarigt, da Coop har løst problemet med banan-leverancerne og tilkendegivet, at Fairtrade-mærkede bananer genindføres i kædens butikker allerede 1.juli i år.

Udover vores forventninger til bananer, så er der også kommet en række nye samarbejdspartnere til. Fynbo Foods har omlagt alle deres økologiske marmelader til kun at indeholde Fairtrade-certificeret rørsukker, og senest har både Q8 og Statoil indført Fairtrade-kaffe på alle deres servicestationer.

Desuden kan vi se en generel vækst på andre kategorier som is, vin, sukker og kaffe  og kan se en positiv udvikling vedrørende pålægschokolade og riskiks.

Så vi ser lyst på fremtiden og har nogle meget ambitiøse vækstmål – alt sammen til gavn for bønder og plantagearbejdere i udviklingslandene.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier