30 januar, 2013

Et Nøglehul til Fairtrade-bananerne

Af Jonas Giersing, Direktør

Siden november 2012 har de økologiske Fairtrade-mærkede bananer i Netto, Føtex og Bilka også kunne bryste sig af Nøglehulsmærket.

Du har sikkert længe vidst, at bananer er gode for dig – masser af næring og et lavt kalorieindhold gør de gule venner til det perfekte mellemmåltid. Og nu har de økologiske Fairtrade-mærkede bananer også fået papir på de sunde egenskaber. De har nemlig fået Nøglehulsmærket. Det betyder, at du ved at vælge Fairtrade- og Nøglehuls-mærkede bananer både får sund frugt og medvirker til, at bananbonden har fået en ordentlig betaling for sine bananer. Samtidig er du med til at generere den såkaldte Fairtrade-bonus til bønderne, som de kan bruge på at skabe bedre levevilkår for deres familier og lokalområder. For når bønderne sælger deres Fairtrade råvarer, modtager de udover betalingen en bonus, som er øremærket til sociale formål.

Hos Fairtrade Mærket glæder vi os over, at bananerne i Netto, Føtex og Bilka nu også har fået Nøglehulsmærket, som gør det nemmere for forbrugerne at finde de sunde fødevarer. Der er ingen tvivl om, at denne dobbeltmærkning giver forbrugerne endnu bedre muligheder for at vælge Fairtrade-mærkede varer.

I det hele taget glæder jeg mig over tendensen med dobbeltcertificering, fordi det åbner nye muligheder for både Fairtrade Mærket og andre mærker. For eksempel er ca. tre ud af fire Fairtrade-mærkede varer i Danmark også Ø-mærkede. Men også koblingen mellem Fairtrade og andre mærker så som Svanemærket eller EU-blomsten betyder, at forbrugerne ikke behøver at vælge mellem de parametre, som har betydning for, hvilke varer de vælger at putte i kurven. De kan få én vare, som f.eks. både er sund, økologisk og Fairtrade.

Skriv kommentar

 
 
 

Blog

Arkiv

Kategorier