En ny fond under Fairtrade International har set dagens lys. Fairtrade Access Fund er blevet til på baggrund af producentorganisationernes ønske om mulighed for at optage langfristede lån til eksempelvis jord-vedligeholdelse, vanding og udstyr samt teknisk assistance til indsamling af viden om afgrøder og data samt effektmåling.
Fonden bliver etableret på investeringer fra virksomheder, der dermed får mulighed for at investere i Fairtrade-certificerede producenter, og som kan forvente et moderat afkast på ca. 5 %. Udover de etablerende parter – Fairtrade International, Incofin Investment Management og Grameen Foundation – har den verdensomspændende kaffekæde Starbucks meldt sig som den første eksterne investor i Fairtrade Access Fund.
Målet er en fond på 25 mio. dollar efter to år og på længere sigt 50-100 mio. dollar, og det bliver primært velfungerende, certificerede kooperativer og plantager, der kan søge – men der er også åbnet mulighed for at organisationer, der er i gang med en certificeringsproces, kan søge.
Fondens fokus vil i første omgang være Latinamerika og Caribien, men målsætningen er at udvide til andre regioner.