Community Manager til Fairtrade

Vil du give bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande en større stemme i Danmark? Har du lyst til at arbejde med kampagner, events og sociale medier? Så er det måske dig, der skal være Fairtrades nye Community Manager. 

Fairtrade søger en Community Manager til at udvikle og drive vores kampagner og events samt øge vores tilstedeværelse på sociale medier. Fairtrade er i en rivende udvikling i Danmark med en vækst på 15 procent i 1. halvår af 2017 og 17 procent sidste år. Vi har tredoblet antallet af følgere på de sociale medier på et år, og vi laver events og kampagner som aldrig før. Men selvom vi gør meget i dag, er vi sikre på, at potentialet er endnu større. Derfor leder vi efter en person, der kan være med til at udbrede Fairtrade-sagen endnu mere. 

Det vigtigste er, at du er et godt menneske, der har lyst til at være en del af vores fællesskab og til at flytte Fairtrade fremad. Det er en klar fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med sociale medier, events og kampagner og har en relevant videregående uddannelse. Derudover lægger vi vægt på, at:  

  • Du er engageret
  • Du er kreativ og tænker ud af boksen
  • Du kan producere indhold til forskellige kanaler
  • Du er god til at tale med mennesker
  • Du er projektleder – ikke nødvendigvis af titel, men du er dygtig til rollen
  • Du har lyst til både at udvikle og drifte, for dit arbejde kommer til at bestå af begge dele

Hvis du også har prøvet at samarbejde med bloggere og online influencers, har arbejdet med frivillige, ved hvordan man annoncerer på sociale medier, har erfaring med fundraising, kan lave små simple film, redigere i Sitecore, løse simple grafiske opgaver eller tage fotos, er det en styrke. Arbejdssproget er dansk, men dit engelske skal være godt nok til, at du uproblematisk kan tale og skrive med internationale kollegaer.  

Du kommer til at indgå i Kommunikations- og Community afdelingen med reference til kommunikationschefen. Vi er et lille team, der arbejder tæt sammen ud fra en devise om stor personlig frihed og stram faglig styring. Vi løber hurtigt, men stopper også op og fejrer vores sejre. Vi arbejder desuden tæt sammen med resten af vores kollegaer her på det danske kontor samt med kollegaer i Sverige, Norge, Finland, på hovedkontoret – og ja, faktisk i hele verden.

Fairtrade er en international organisation, der er sat i verden for at skabe en mere fair handel med bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande. Her på det danske kontor arbejder vi på at øge salget af Fairtrade-produkter i Danmark med udgangspunkt i en involverings-strategi. Det gør vi ved at inspirere flere virksomheder til at handle på Fairtrade-vilkår og flere forbrugere til at købe Fairtrade-produkter. 

Hvis du har lyst til at være en del af holdet og kan se dig selv i denne beskrivelse, håber vi at høre fra dig. I din ansøgning vil vi elske at læse om noget, du er stolt af. Vi vil også rigtig gerne høre, hvorfor du synes, at vi skal indkalde netop dig til samtale. 

Løn efter kvalifikationer.

Proces:

  • Ansøgningsfrist: Mandag den 6. november kl. 09
  • Send ansøgning og cv i en samlet fil til louise@fairtrade-maerket.dk
  • På baggrund af ansøgning og cv udvælger vi kandidater til en samtale, der optimalt set kommer til at foregå i uge 46
  • Efter 1. runde bliver udvalgte kandidater inviteret til en 2. samtale, som optimalt set foregår i uge 48
  • Kandidater, der går videre til 2. samtale, skal forberede sig på at lave en opgave
  • Tiltrædelse: 1. januar 2018 eller hurtigst muligt derefter

Arbejdssted: Nørregade 15, 4. sal, 1165 København K

Yderligere information, kontakt:
Louise Elver, kommunikationschef, 31 68 28 51, louise@fairtrade-maerket.dk