Danskerne efterlyser nye Fairtrade-mærkede produkter

Næsten 9 ud af 10 danskere kender Fairtrade-mærket – i Danmark er kun Ø-mærket større. Endnu bedre dokumentation for bønders arbejdsvilkår vil, ifølge danskerne, få dem til at købe flere certificerede varer. Det er især frugt og grønt, der står øverst på forbrugernes ønskeliste.

Både kendskab og tiltro til Fairtrade-mærket er helt i top. Det viser en ny analyse, som erhvervs-organisationen Landbrug & Fødevarer har fået lavet af Userneeds i april 2012. Formålet var at blive klogere på etisk handel og mulighederne for salg af produkter, hvor det ikke kun handler om at blive mæt.

86 % af de adspurgte danske forbrugere kender til Fairtrade-mærket, mens 83 % mener, at mærknings-ordningen er troværdig. Troværdighedsgraden overgås kun af Ø-mærket og det nordiske miljømærke.
”Det er tal, jeg glæder mig meget over. Som certificeringsordning er netop kendskabsgraden og troværdigheden grundlæggende for vores arbejde. Og det understreger over for mig, at vores indsats for at udbrede kendskabet til Fairtrade og arbejdet med de gradvise forbedringer for verdens fattigste bønder virker. Men det høje kendskab skal naturligvis også omsættes til flere solgte varer,” forklarer Jonas Giersing, der er direktør for Fairtrade Mærket.

Ønsker Fairtrade-mærket frugt og grønt
Undersøgelsen beskæftiger sig også med, hvilke varegrupper de danske forbrugere ønsker at kunne købe i Fairtrade-certificerede varianter. Her topper frugt og grønt ønskelisten.
”Lige præcis Fairtrade på frugt og grønt er noget, der bliver arbejdet meget med i mange andre lande, og en stor del grøntsager og frugter bliver allerede nu dyrket og solgt på Fairtrade-vilkår. Der er ingen tvivl om, at vi gerne ser, at flere danske forhandlere vælger Fairtrade til deres frugt- og grøntafdelinger – og dermed er med til sikre en mere fair handel og arbejdsvilkår for de, der dyrker og plukker vores frugt- og grøntvarer,” siger Jonas Giersing.

En løsning kan være at kombinere økologien med Fairtrade-mærket. Næsten en tredjedel (27 %) forklarer, at de vil købe flere Fairtrade-certificerede varer, hvis de samtidig er økologiske:
”Heldigvis er det jo allerede sådan, at mange af de Fairtrade-certificerede kooperativer og -plantager også er certificeret til økologisk produktion. Detailhandlen behøver altså ikke vælge det ene frem for det andet,” forklarer Jonas Giersing.

Bedre dokumentation kan øge salget
Undersøgelsen viser også, at bedre dokumentation vil kunne øge salget. 40 % af forbrugerne angiver, at bedre dokumentation for, at bønderne har fået bedre vilkår, vil kunne få dem til at købe flere Fairtrade-mærkede varer.

Chefkonsulent Klaus Jørgensen, der Landbrug & Fødevarers forbrugerekspert, ser desuden en anden mulighed for at øge salget af Fairtrade-certificerede varer:
”Der er store muligheder for at øge salget af Fairtrade-mærkede produkter til de danske forbrugere. Specielt kan der være perspektiver i øget salg af sammensatte og forarbejdede produkter som eksempelvis yoghurt eller færdigretter, og det vil være til fordel for både bønderne i ulandene og danske fødevarevirksomheder,” siger Klaus Jørgensen.
Brug for mere information?

Har du brug for mere information om undersøgelsen eller kontakt til Jonas Giersing, så henvend dig til Kristine Høeg på kristine@fairtrade-maerket.dk eller telefon 2621 2076.
Klaus Jørgensen kan kontaktes på telefon 3339 4263

Kommentarer

kommentarer

Der er lukket for kommentarer.